Verdens Flinkeste Mand

Her følger en sand (desværre) historie om at cykle hjem fra arbejde og glæde sig til søde sager.

Det er fredag. Der skal tonses hjem fra arbejde. Det er weekend!

Men hvad er nu det? Venstre pedalarm er løs. Pis! Er nødt til at holde ind til siden. Intet værktøj. Sætter den nogenlunde fast med to helt almindelige nøgler. Den ene passer til min mors hus. Den anden passer til mit kontor.

Videre. Videre for fanden.

Pedalarmen arbejder sig løs igen. Samme procedure. Prøver at sætte den nogenlunde fast med to nøgler. Den her gang prøver jeg den hjem til og lirker lidt i pedalarmen med en nøgle, jeg ikke helt ved, hvorfor jeg har, men som af en eller anden grund bor i mit nøglebundt og fremskynder processen med at frarøve farven fra mine cowboybukser, fordi nøglerne buler alt for meget ud i lommen. Et almenkendt problem for nøglebærende mænd. Kendt artsfælle er den røvformede far-tegnebog.

Uundgåelig erkendelse: Der går lang tid, før jeg kan æde den halve fastelavnsbolle, der fik lov til at overnatte i køleskabet, fordi Sallings fastelavnsboller fandeme har flødeskum. Det har de fandeme, og der måtte jeg give op i går. Men hold kæft, sådan en bolle smager godt dagen efter, når man kommer i tanke om dens eksistens. Og næsten glemmer, at den også smager lidt af køleskab og nederlag, og at jeg allerede har spist masser af slik til dagens nytårskur på arbejdet.

Nå, men bollen skal jeg hjem til. Og så overlever jeg nok, at cyklen skal stoppes og pedalarmen strammes for hver trehundrede meter.

Så falder den sgu helt af, pedalarmen.

Fedt, ikke?

Nej, det er ikke fedt! For helvede.

Finder delene. Trækker ind til siden. Bliver overhalet af Verdens Flinkeste Mand.

Verdens Flinkeste Mand kører videre. Kommer så i tanke om, at han er Verdens Flinkeste Mand.

Han holder ind. Vender om.

“Hvor langt skal du?” spørger han.

“Ind til byen.” Jeg sukker, tænker på bollen, håber ikke, at Nanna har ædt den. “Men det skal nok gå.”

“Det er bare fordi, jeg bor ikke så langt væk. Og det er da træls det der – og så på en fredag. Jeg har værktøj derhjemme.”

Verdens Flinkeste Mand har en bolig lige rundt om hjørnet.

Verdens Flinkeste Mand har også en lille dreng på barnesædet.

“HEJ,” siger den lille dreng.

“Hej,” siger jeg. Overvejer situationen. “Okay. Det ville faktisk være ret dejligt at få skruet den ordentligt fast.”

Hjemme hos Verdens Flinkeste Mand får jeg fingrene i det helt rigtige værktøj. En unbrakonøgle. En stor en af slagsen. Verdens Flinkeste Mand går ind for at hjælpe knægten ud af overtøjet.

Og så skal der fandeme skrues. Nej, hvor det går. Med den halve, lidt flade, men dejligt fede bolle i tankerne går det hurtigere end, når de skifter dæk til Formel 1.

Et par sekunder senere afleverer jeg unbrakonøglen tilbage. “Tak,” siger jeg og sender Verdens Flinkeste mand et alvorligt blik, der virkelig understreger, hvad det er han har gjort. Jeg nævner dog ikke noget om bollen. “Og god weekend. Du har reddet min fredag. Tusind tak.”

Trækker cyklen gennem stisystemet. Civiliseret. Føler mig virkelig heldig. Han var fandeme flink, ham der. Og det var fandeme godt skruet, Tue. Nu rykker den lortepedalarm sig sgu ikke lige foreløbigt. Lukker pænt en lille havelåge efter mig.

Ud på cykelstien. NU skal jeg fandeme hjem og æde bolle!

Pedalerne opfører sig lidt underligt. Den er faktisk helt gal – eller også er jeg alt for opsat på fastelavnsbolle til at kunne huske, hvordan man cykler.

To valg: Tilbage til Verdens Flinkeste Mand og HEJ-dreng. Eller skynde mig væk, inden det bliver for pinligt.

Førstnævnte kan man sgu ikke rigtigt, kan man? Der er bare et eller andet fundamentalt forkert i af takke en tilfældig person for at have reddet éns fredag og så vende tilbage og bede ham om at redde den en gang til. Det er fortid. Det… var dengang.

Videre. På en noget akavet facon. Lidt brug af cyklen som løbehjul. Lidt noget med at hive den ene pedal rundt med vristen. Det går langsomt, men jeg får da stukket af. Eventyret om Verdens Flinkeste Mand der reddede min dag er bevaret til eftertiden. Det betyder også noget. Spillet for galleriet.

På broen analyserer jeg problemet. OK. Der ER noget helt galt. Pedalarme burde ikke sidde i en 90 graders vinkel i forhold til hinanden. Og nu er de sgu skruet så fastelavnsbollestramt på, at de ikke engang kan løsnes igen. Savner pludselig 300 meters-pausemetoden, der ellers var ved at drive mig til vanvid.


Det er sjovt, ikke? Nu virker det sgu som en drøm at kunne hive sine nøgler frem og fundere over, hvad de passer til, og hvorfor jeg lader dem ødelægge mine cowboybukser. Og så selvfølgelig forsøge at bruge dem som improviseret unbrakonøgle.

Fastelavnsbollen glider længere og længere væk.

Triller akavet hjemad, trækker lidt, tænker på Verdens Flinkeste Mand. Tænker på, hvor dum man bliver af så meget flødeskum. Lægger mærke til folks blikke, når de opdager vristmetoden og de forkert indstillede pedalarme. Der er selvfølgelig mange cykelmotionister ude i dag. De ved, hvad en cykel er. De ved, den er helt gal. Jeg har lyst til at forklare dem om fastelavnsbollerne i Salling.

“Der er alt for meget flødeskum i!” råber jeg efter en ung fyr, der smiler skævt.

Eller… Det gør jeg så ikke. Og det ville også være løgn. For da jeg kommer hjem, bliver jeg hurtigt enig med mig selv om, at man overhovedet ikke kan proppe nok flødeskum i en fastelavnsbolle.

Faktisk er der tit for lidt.


Jeg overvejer allerede, om jeg skal gå ned og købe en til.


Gå, vel at mærke.

Del

Stationen hvor toget aldrig stopper

I et par uger har jernbanebroen været stoppested for nogle små væsner, alle bare må have fingrene i. Inklusive mig selv.

Her plejer at være stille. Et par biler der ind i mellem parkerer for at nyde vandet fra varmen bag buet glas. Et par toge der tromler forbi sådan nogenlunde efter tidsplanen, når finske skibe ikke kommer for tæt på. Spritfabrikken er lukket, og nok ser man en cyklist, hvis man bliver her nogle minutter, men ellers er jernbanebroens aalborgensiske knudepunkt et fredeligt sted om aftenen. Faktisk et smukt sted, hvor man kan betragte det lidt urolige vand, der kigger tilbage med gnister, fugle og skibe. Og selvom man er nærsynet, og selvom man ikke skulle have lyst, kan man heller ikke undgå at få øje på Nørresundby, solbyen der vender den rigtige vej og har fået lov til at få grønne parker ud til vandet.

Men i dag handler det ikke om Nørresundby. Og på en måde handler det heller ikke rigtigt om jernbanebroen. I dag handler det om en gruppe mennesker i alle aldre og med alle baggrunde, der har søgt tilflugt ved vandet – ikke for at betragte udsigten, men for at kigge på noget, der på en måde er der, og på en måde ikke er der alligevel.

Under broen sidder de. Og omkring broen. På vej til broen, men tilsyneladende aldrig på vej væk. På en lang række langs havnekanten, stuvet sammen med ryggen til bølgerne. Eller langs broens fundament, lænet op ad betonen. Siddende på den nærmeste kantsten. På løbehjul, cykler, skateboards eller en medbragt stol. Og måske med en bajer, når nu man er her.

Teenagerne er nok de mest højlydte, og dagens mode dikterer, at unge knægte skal have en BMX-cykel, en kasket, og så en rygsæk med bluetooth-højttaler, der dundrer derudad med en udmærket bas. Det er nyt for mig, at man som 14-årig nu skal være cyklende DJ, men måske er det første del af metamorfosen på vej til en pimpet VW. Eller også er der bare noget, jeg ikke forstår. Det er nok det sidste, eftersom jeg skal have pincet med for at hælde olie på min Aygo og er ejer af en Windows Phone.

Men nok om den sag. Larm er der. ”Dragonair!” råber en lyshåret pige, og straks er der røre i andedammen. Folk fiser rundt og kigger ned på deres hænder med koncentrerede udtryk. ”Pis, jeg fik den ikke,” siger én. ”Hvor meget combat power havde din?” spørger en anden. En tredje sidder blot og kærtegner en lysende flade, hvorpå en blå streg danser. Kom man direkte fra – skal vi bare sige 1998 – ville man nok blive en anelse nervøs over, hvad der foregik.

Men først ville man få øje på bilerne. For aldrig har der holdt så mange og så forskellige køretøjer under broen, på vej til broen og langs vejene, der grænser op til. Nogle biler holder i tomgang. Man skal jo holde varmen. Og endnu vigtigere: have strøm. Strøm har aldrig været så essentielt, og flere steder bander folk højlydt over batteriniveauer og udsolgte powerbanks i Elgiganten.

De klogeste bilister har været her længe og holder på de gode, markerede pladser med udsigt over vandet. Men de er her ikke for at kysse eller snakke om, hvor dum chefen har været i dag. De er her heller ikke for at spise en ristet hotdog eller holde pause inden næste vagt. Faktisk er de her på en måde slet ikke. Og samtidig er de her rigtig meget. Eftersom der er pakket med biler bag dem, kommer de nemlig ikke væk herfra.

Midaldrende mennesker sidder bag ruder og stirrer ned i skødet, mens deres fingre kærtegner et eller andet, som man ikke kan se for bildøren. Havde de siddet i tomgang et hvilket som helst andet sted, hvor så mange børn rendte rundt, ville det have virket en anelse mistænkeligt, men ikke i aften. I aften må man nulre, ae, stryge og trykke lige så tosset, man vil. For alle gør det, og næsten ingen ser det. Men i et serverrum, som ingen ved hvor er, bimler og bamler det med små binære væsner, der hopper og futter i takt med grønne og gule dioder.

Det er sikkert også smukt at kigge på.

Del