Planternes løfte søger forlag

Videoen ovenfor: Det var knap så dramatisk at sende manus af sted, som jeg måske havde gået og troet. Faktisk var der lidt antiklimaks over den spinkle “klik”-lyd. (musikken har jeg atter engang lånt af Kai Engel).

Nu er det ude af mine hænder – i hvert fald i første omgang. Der er nemlig sket det, at jeg har sendt Planternes løfte ud i det ganske land, hvor en heldig redaktør snart vil glæde sig gevaldigt over at se bjerget af uopfordrede manuskripter vokse sig en smule højere. Efter en lang arbejdsdag vil hun måske tage noget af bunken med hjem, bruge de sene aftentimer på at skimme et par aspirerende værker, og – hvis jeg er heldig – opdage Planternes løfte og sætte et lille kryds, der angiver, at der skal læses mere eller inddrages en konsulent. Måske når hun eller konsulenten en dag til sidste side og tænker “Tjooooo…”

Det er, hvis alt går godt. Mine forventninger er ikke tårnhøje, eftersom der er så mange ting på spil i forlagsbranchen. Mest af alt skal skidtet jo kunne sælge, og der har vi med parametre at gøre, som forfatteren til værket nok er den ringeste til at konkludere på. Men jeg hviler ret så meget i det, for jeg har saftsuseme gjort mig umage. Og endnu vigtigere: Jeg synes faktisk at kunne ane den kraftanstrengelse på papiret.

Far er ikke skuffet. Utroligt nok, for det er han ellers tit. Faktisk ved far slet ikke, hvad han skal gøre af sig selv lige for tiden – ud over måske at begynde at piske på en ny papirbaby.