Træt, udmattet, men skriver stadig løs

Hvordan går det med bogen, Tue? Er du stadig i gang eller hvad?

Det kan du tro. Lad mig starte med en oversigt over, hvad dælen der er sket siden sidst:

  • Planternes løfte har fået ny titel: Korndybet
  • Jeg har lavet en ny forside
  • Jeg har rettet hele bogen igennem… igen
  • Den er blevet 100.000 ord LÆNGERE (185.000 ord i alt)
  • Jeg er begyndt at gå bananas på Instagram
  • Jeg har snart en lille smagsprøve klar
  • Jeg er blevet far

Forfatterfar har haft travlt

Jep, jeg har haft travlt. Mest af alt med at være far, selvfølgelig. Bang, der skiftede livet lige karakter fra den ene dag til den anden. Det var hektisk og…

FANTASTISK!

Det er på en eller anden måde stadig lykkedes mig at finde tid til at skrive. Træt, udmattet, sent om aftenen når Nanna og den lille sover.

Men jeg har gjort det. Ikke bare gjort det. Bogen er sgu blevet over dobbelt så lang. Og meget mere detaljeret. Meget mere… levende.

Den har fået et nyt og mere sigende navn. Stedet, jeg kalder ”Korndybet”, spiller en central rolle i bogen. Det er en nederdrægtig seværdighed, et uimodståeligt hul, der trækker i alles vilje, skabt af konger for at få folket til at holde sig i byen. Nogle tjener lidt penge, når de vædder om, hvem der springer næste gang. Andre nyder at glemme sig selv for et øjeblik – samt tanken om, at guderne kan angribe, hvornår det skal være.

Jeg har lavet en ny – midlertidig – forside. Den fanger essensen af bogen bedre. Der skal selvfølgelig en dygtig illustrator i gang, når den skal udgives, da mine grafiske evner er begrænsede.

Instagram – Det er her, det sker

Jeg er begyndt at dele min rejse på Instagram. Det er en platform, der er nem at gå til. Øvrige sociale medier og hjemmeside har jeg haft nedprioriteret. Desværre. Men jeg er glad for, at jeg er begyndt at åbne lidt op for skriveprocessen i bare ét lille hjørne af verden. Og samtidig er der blevet plads til at fortælle lidt om mit liv ved siden af bogen.

Korndybet kravler længere og længere op til overfladen – op til jer der følger med. Jeg frigiver snart et nyt uddrag – igen på Instagram (bliver tilgængeligt under Highlight’et “Korndybet”). Det dukker nok også op på hjemmesiden senere.

Der er sket mange andre ting, selvfølgelig. På arbejdet. I forhold til fritidsinteresser. Motion. Meditation. Det er i det hele taget et vildt 2019, jeg har taget hul på. Jeg er ved at finde mig selv på mange fronter. Jeg er vokset med – og på trods – af det her mastodontiske projekt.

Og måske ER jeg ved at have et færdigt produkt. Sådan helt seriøst. Næste gang fortæller jeg, hvorfor jeg tror, det er tilfældet.

Verdens Flinkeste Mand

Det er fredag. Der skal tonses hjem fra arbejde. Det er weekend!

Men hvad er nu det? Venstre pedalarm er løs. Pis! Er nødt til at holde ind til siden. Intet værktøj. Sætter den nogenlunde fast med to helt almindelige nøgler. Den ene passer til min mors hus. Den anden passer til mit kontor.

Videre. Videre for fanden.

Pedalarmen arbejder sig løs igen. Samme procedure. Prøver at sætte den nogenlunde fast med to nøgler. Den her gang prøver jeg den hjem til og lirker lidt i pedalarmen med en nøgle, jeg ikke helt ved, hvorfor jeg har, men som af en eller anden grund bor i mit nøglebundt og fremskynder processen med at frarøve farven fra mine cowboybukser, fordi nøglerne buler alt for meget ud i lommen. Et almenkendt problem for nøglebærende mænd. Kendt artsfælle er den røvformede far-tegnebog.

Uundgåelig erkendelse: Der går lang tid, før jeg kan æde den halve fastelavnsbolle, der fik lov til at overnatte i køleskabet, fordi Sallings fastelavnsboller fandeme har flødeskum. Det har de fandeme, og der måtte jeg give op i går. Men hold kæft, sådan en bolle smager godt dagen efter, når man kommer i tanke om dens eksistens. Og næsten glemmer, at den også smager lidt af køleskab og nederlag, og at jeg allerede har spist masser af slik til dagens nytårskur på arbejdet.

Nå, men bollen skal jeg hjem til. Og så overlever jeg nok, at cyklen skal stoppes og pedalarmen strammes for hver trehundrede meter.

Så falder den sgu helt af, pedalarmen.

Fedt, ikke?

Nej, det er ikke fedt! For helvede.

Finder delene. Trækker ind til siden. Bliver overhalet af Verdens Flinkeste Mand.

Verdens Flinkeste Mand kører videre. Kommer så i tanke om, at han er Verdens Flinkeste Mand.

Han holder ind. Vender om.

“Hvor langt skal du?” spørger han.

“Ind til byen.” Jeg sukker, tænker på bollen, håber ikke, at Nanna har ædt den. “Men det skal nok gå.”

“Det er bare fordi, jeg bor ikke så langt væk. Og det er da træls det der – og så på en fredag. Jeg har værktøj derhjemme.”

Verdens Flinkeste Mand har en bolig lige rundt om hjørnet.

Verdens Flinkeste Mand har også en lille dreng på barnesædet.

“HEJ,” siger den lille dreng.

“Hej,” siger jeg. Overvejer situationen. “Okay. Det ville faktisk være ret dejligt at få skruet den ordentligt fast.”

Hjemme hos Verdens Flinkeste Mand får jeg fingrene i det helt rigtige værktøj. En unbrakonøgle. En stor en af slagsen. Verdens Flinkeste Mand går ind for at hjælpe knægten ud af overtøjet.

Og så skal der fandeme skrues. Nej, hvor det går. Med den halve, lidt flade, men dejligt fede bolle i tankerne går det hurtigere end, når de skifter dæk til Formel 1.

Et par sekunder senere afleverer jeg unbrakonøglen tilbage. “Tak,” siger jeg og sender Verdens Flinkeste mand et alvorligt blik, der virkelig understreger, hvad det er han har gjort. Jeg nævner dog ikke noget om bollen. ”Og god weekend. Du har reddet min fredag. Tusind tak.”

Trækker cyklen gennem stisystemet. Civiliseret. Føler mig virkelig heldig. Han var fandeme flink, ham der. Og det var fandeme godt skruet, Tue. Nu rykker den lortepedalarm sig sgu ikke lige foreløbigt. Lukker pænt en lille havelåge efter mig.

Ud på cykelstien. NU skal jeg fandeme hjem og æde bolle!

Pedalerne opfører sig lidt underligt. Den er faktisk helt gal – eller også er jeg alt for opsat på fastelavnsbolle til at kunne huske, hvordan man cykler.

To valg: Tilbage til Verdens Flinkeste Mand og HEJ-dreng. Eller skynde mig væk, inden det bliver for pinligt.

Førstnævnte kan man sgu ikke rigtigt, kan man? Der er bare et eller andet fundamentalt forkert i af takke en tilfældig person for at have reddet éns fredag og så vende tilbage og bede ham om at redde den en gang til. Det er fortid. Det… var dengang.

Videre. På en noget akavet facon. Lidt brug af cyklen som løbehjul. Lidt noget med at hive den ene pedal rundt med vristen. Det går langsomt, men jeg får da stukket af. Eventyret om Verdens Flinkeste Mand der reddede min dag er bevaret til eftertiden. Det betyder også noget. Spillet for galleriet.

På broen analyserer jeg problemet. OK. Der ER noget helt galt. Pedalarme burde ikke sidde i en 90 graders vinkel i forhold til hinanden. Og nu er de sgu skruet så fastelavnsbollestramt på, at de ikke engang kan løsnes igen. Savner pludselig 300 meters-pausemetoden, der ellers var ved at drive mig til vanvid.
Det er sjovt, ikke? Nu virker det sgu som en drøm at kunne hive sine nøgler frem og fundere over, hvad de passer til, og hvorfor jeg lader dem ødelægge mine cowboybukser. Og så selvfølgelig forsøge at bruge dem som improviseret unbrakonøgle.

Fastelavnsbollen glider længere og længere væk.

Triller akavet hjemad, trækker lidt, tænker på Verdens Flinkeste Mand. Tænker på, hvor dum man bliver af så meget flødeskum. Lægger mærke til folks blikke, når de opdager vristmetoden og de forkert indstillede pedalarme. Der er selvfølgelig mange cykelmotionister ude i dag. De ved, hvad en cykel er. De ved, den er helt gal. Jeg har lyst til at forklare dem om fastelavnsbollerne i Salling.

“Der er alt for meget flødeskum i!” råber jeg efter en ung fyr, der smiler skævt.

Eller… Det gør jeg så ikke. Og det ville også være løgn. For da jeg kommer hjem, bliver jeg hurtigt enig med mig selv om, at man overhovedet ikke kan proppe nok flødeskum i en fastelavnsbolle.

Faktisk er der tit for lidt.
Jeg overvejer allerede, om jeg skal gå ned og købe en til.
Gå, vel at mærke.

Planternes løfte – Sidste udkast

Ovenfor ligger et par års udkast af Planternes løfte (musikken har jeg lånt af Kai Engel).

Opdatering 8. april, 2019:
OBS. Der er sket en del, siden jeg skrev det her indlæg. Blandt andet kom jeg med en ny status i april 2019, hvor jeg fortalte, at bogen har skiftet navn og er blevet dobbelt så lang. Jeg har dog beholdt den her dejligt naive forhåbning om at være færdig for nostalgiens skyld.

Så skete det endelig. Jeg er blevet færdig med den bog, jeg ubetinget har brugt længst tid på. Fem år er det blevet til, og det har lige så meget været en dannelsesrejse, som det har været at få en fortælling færdig. Hele følelsesregistret har været i brug, og bogen har taget mig flere steder hen, end jeg har taget den. Fra vrede og apati til galoperende glæde. Men det har været en god tur, og den har også fået et navn:

Planternes løfte

Det er første gang, jeg offentliggør titlen på bogen, og det er i det hele taget lidt af et spring at begynde at åbne op for projektet. Men det er en kæmpe lettelse endelig at give slip. Nu skal historien ud at leve, hvorend det liv kommer til at foregå.

De næste skridt

I den kommende periode er bogen til korrektur hos nære, lånte øjne. Og imens sidder jeg selv og nørkler med synopsis, følgebrev og research af forlag. Og ja ok, så kan jeg heller ikke lade være med at pynte på nogle få afsnit, når jeg lige kommer til at lade mine egne øjne vandre. Det er nok en proces, der først stopper, når bogen bliver udgivet. For det bliver den, enten på eget forlag eller hos et etableret et af slagsen. I første omgang håber jeg på sidstnævnte – på at få et godt samarbejde op at køre og mærke glæden ved gensidig energi og ekspertise.

Vender tilbage

Jeg vender tilbage med mere info, når jeg har sendt manus ud i verden. Så skulle jeg gerne have mere overskud til at fortælle lidt om bogens indhold, og hvad der ellers rører sig. Men indtil da: Ønsk mig god vind.

Stationen hvor toget aldrig stopper

Her plejer at være stille. Et par biler der ind i mellem parkerer for at nyde vandet fra varmen bag buet glas. Et par toge der tromler forbi sådan nogenlunde efter tidsplanen, når finske skibe ikke kommer for tæt på. Spritfabrikken er lukket, og nok ser man en cyklist, hvis man bliver her nogle minutter, men ellers er jernbanebroens aalborgensiske knudepunkt et fredeligt sted om aftenen. Faktisk et smukt sted, hvor man kan betragte det lidt urolige vand, der kigger tilbage med gnister, fugle og skibe. Og selvom man er nærsynet, og selvom man ikke skulle have lyst, kan man heller ikke undgå at få øje på Nørresundby, solbyen der vender den rigtige vej og har fået lov til at få grønne parker ud til vandet.

Men i dag handler det ikke om Nørresundby. Og på en måde handler det heller ikke rigtigt om jernbanebroen. I dag handler det om en gruppe mennesker i alle aldre og med alle baggrunde, der har søgt tilflugt ved vandet – ikke for at betragte udsigten, men for at kigge på noget, der på en måde er der, og på en måde ikke er der alligevel.

Under broen sidder de. Og omkring broen. På vej til broen, men tilsyneladende aldrig på vej væk. På en lang række langs havnekanten, stuvet sammen med ryggen til bølgerne. Eller langs broens fundament, lænet op ad betonen. Siddende på den nærmeste kantsten. På løbehjul, cykler, skateboards eller en medbragt stol. Og måske med en bajer, når nu man er her.

Teenagerne er nok de mest højlydte, og dagens mode dikterer, at unge knægte skal have en BMX-cykel, en kasket, og så en rygsæk med bluetooth-højttaler, der dundrer derudad med en udmærket bas. Det er nyt for mig, at man som 14-årig nu skal være cyklende DJ, men måske er det første del af metamorfosen på vej til en pimpet VW. Eller også er der bare noget, jeg ikke forstår. Det er nok det sidste, eftersom jeg skal have pincet med for at hælde olie på min Aygo og er ejer af en Windows Phone.

Men nok om den sag. Larm er der. ”Dragonair!” råber en lyshåret pige, og straks er der røre i andedammen. Folk fiser rundt og kigger ned på deres hænder med koncentrerede udtryk. ”Pis, jeg fik den ikke,” siger én. ”Hvor meget combat power havde din?” spørger en anden. En tredje sidder blot og kærtegner en lysende flade, hvorpå en blå streg danser. Kom man direkte fra – skal vi bare sige 1998 – ville man nok blive en anelse nervøs over, hvad der foregik.

Men først ville man få øje på bilerne. For aldrig har der holdt så mange og så forskellige køretøjer under broen, på vej til broen og langs vejene, der grænser op til. Nogle biler holder i tomgang. Man skal jo holde varmen. Og endnu vigtigere: have strøm. Strøm har aldrig været så essentielt, og flere steder bander folk højlydt over batteriniveauer og udsolgte powerbanks i Elgiganten.

De klogeste bilister har været her længe og holder på de gode, markerede pladser med udsigt over vandet. Men de er her ikke for at kysse eller snakke om, hvor dum chefen har været i dag. De er her heller ikke for at spise en ristet hotdog eller holde pause inden næste vagt. Faktisk er de her på en måde slet ikke. Og samtidig er de her rigtig meget. Eftersom der er pakket med biler bag dem, kommer de nemlig ikke væk herfra.

Midaldrende mennesker sidder bag ruder og stirrer ned i skødet, mens deres fingre kærtegner et eller andet, som man ikke kan se for bildøren. Havde de siddet i tomgang et hvilket som helst andet sted, hvor så mange børn rendte rundt, ville det have virket en anelse mistænkeligt, men ikke i aften. I aften må man nulre, ae, stryge og trykke lige så tosset, man vil. For alle gør det, og næsten ingen ser det. Men i et serverrum, som ingen ved hvor er, bimler og bamler det med små binære væsner, der hopper og futter i takt med grønne og gule dioder.

Det er sikkert også smukt at kigge på.