Uddrag fra Korndybet: Sahana

Følg Sahanas kamp for at nå op til Den Slidte Tinde i tide. Uddraget er fra 1. kapitel af bogen.


Snestormen gjorde det umuligt at se, hvor hurtigt det gik, og umuligt at mærke, om det overhovedet gik i den rigtige retning. Hun kunne knap nok se snekæmperne, der var som spøgelser i uvejret. Deres pels faldt sammen med sneen, og kuskenes tøjler forsvandt ud i et ingenting, der prustede og stønnede, mens det ind imellem lignede, at et blånæset ansigt kiggede tilbage for straks at forsvinde, når kæmpernes åndedræt forvandlede sig til dis. Selv de mægtige klippevægge var væk og kunne kun fornemmes, når ekkoet fra piskene gennembrød snetæppet.

”Hvornår pokker er vi der?” råbte hun.

En af kuskene vendte sig om, hætten surret tæt ind til ansigtet. ”Ja, deres majestæt, Stenkroppen er så sandelig i dårligt humør!”

Hun stak hovedet helt ud af lugen – med den overhængende fare, at det næste bump ville skære knoppen af hende. ”Jeg sagde, hvornår pokker er vi der!”

”Meget svært at sige. Forhåbentligt inden verden lægger sig til ro. Hvis vi vel at mærke ikke støder ind i flere problemer.”

Hun stirrede ind i intetheden, der rokkede og rumlede og gjorde sit bedste for at få hele slæden til at forsvinde. Problemer havde der sgu været nok af på den her tur, det måtte hun give manden ret i. Det var nærmest som om, at slæden var blevet forbandet af verden selv. Så sent som for to dage siden havde Stenkroppen skælvet, og en dyb kløft havde næsten slugt hele selskabet. Klippestykker havde slået kolbøtter ned ad Skeletbjergene, og kuskene havde måttet tvinge slæden skarpt mod vest for akkurat at nå ud af kniben. Skælvet havde forsinket Sahana en hel dag og tvunget hende til at vente på, at den umulius af en stenvært faldt til ro.

Chokket sad stadig i hende. Hun forventede hele tiden, at Stenkroppen kunne begynde på sin ruskeleg, hvornår det skulle være. Hun var efterhånden så anspændt, at det kunne mærkes helt ned i tommelfingrene, der var i færd med at stikke ild til hendes kåbe. Selv når hun foldede hænderne tættere sammen for at tvinge tommelfingrene til at ligge stille, fortsatte de med at dreje rundt om hinanden inde i hendes håndflader. Og hendes ben, de ustyrlige ben, kunne lige så godt have siddet på en af de der dansere, der underholdt hendes mand og lige akkurat forhindrede ham i at falde i søvn under de royale middage. Det var sgu næsten som om, at de var bange for at blive straffet, hvis de sad for stille.

Hun lukkede lugen og lod snekæmper og kuske koncentrere sig om at finde vej. Hun prøvede at finde ro i olielamperne, der tumlede på deres kæder af guld og forvandlede fedtet fra afdøde kæmper til røgfrie, men fordærvede flammer.

Det hjalp ikke. Hun kunne ikke finde den tryllebindende rytme, hun ledte efter, og blev bare mere dårlig. Lugten mindede hende samtidig om de mindre fornemme kald, som end ikke en dronning kunne frasige sig. Den bekræftede, hvor kvalm den her tur var. Følelsen af, at der var et eller andet galt, lå som en brækfornemmelse alleryderst på tungen. Og alligevel kunne hun ikke gøre en skid for at få slæden hurtigere frem.

Hun tvang hænderne til at fumle med halskæden. ”Hvordan kan det være, at vi ikke har hørt fra Tika endnu? Tror du, der er sket hende noget?”

Hun hentydede til sin blomsterdrage, der var fløjet mod Den Slidte Tinde for tre dage siden, og som for længst måtte være nået frem. Tika havde fået tydelige instrukser om at holde Sahana opdateret om situationen deroppe, men de havde intet hørt fra hende.

Intet.

Manden over for hende sendte hende et beroligende smil, men øjnene dalede hurtigt til vedhænget i hendes hånd, bag hvilken en gul kåbe og hendes bryster gemte sig. ”Kræet har vel bare glemt, at det skulle underrette os,” mumlede han.

Hun viftede en hånd foran mester Kiran, der rettede sig op og lod som om, at loftet var en bog med skrifter om pli.

”Tika glemmer ikke at melde tilbage,” sagde hun. ”Det må være det forbistrede vejr. Måske kan hun ikke engang høre piskene smælde. Måske kan hun slet ikke se os.”

Mesteren nikkede. ”Det er en mulighed, ja. En anden mulighed er ren og skær dovenskab.”

Hun sendte ham et blik, der sagde, ”Dovenskab? Siger du, Tika er doven, din fede ædedolk?”

Så sagde hun, ”Glem det. Jeg skulle aldrig have spurgt.”

Mesteren lænede sig frem igen. Der var noget skælmsk i hans øjne. ”Det kan også være, at bæstet aldrig nåede frem. Det kan vel være blevet tiltrukket af en pejs, da det skulle forlade byen. Eller måske forelskede det sig i et varmt træ i Hjertet. Det er vel derfor, du har trukket os gennem alt det her – fordi du heller ikke stoler på din lille ven, når det kommer til stykket.”

”Jeg stoler mere på Tika end nogen anden,” udbrød hun.

”Hvad laver vi så her?” Mesterens smil voksede.

Aha. Det var en af de dage, åbenbart. En af de dage, hvor han havde fået kuller og fik lyst til at prikke til hende. En af de dage, hvor han snart ville begynde at suge snottet op i knolden på en sådan en irriterende kæphøj måde.

Han glemte tydeligvis, hvem han sad overfor. Og at hende, han sad overfor, ikke orkede at blive sagt imod – slet ikke når hun havde sin søn med, der gerne skulle lære og forstå, at mor vidste bedst.

Hun overvejede, om hun skulle kaste sig ud i en forklaring eller bare sige, ”Vi er her, fordi jeg siger, vi skal være her.” Det sidste var nok sådan, man bedst opdrog mænd, der havde hjerner på størrelse med et barns. Man skulle ikke give dem nogen grund til at stille flere spørgsmål, for de kunne blive ved i en uendelighed, især når de kedede sig.

Det slog hende for første gang, hvor ufatteligt dårligt mesteren passede til en baggrund af lyserødt møbelbetræk, elfenbensknapper og et loft af silke. Han var halvskaldet, iført en foret læderkåbe, der bar ridser på kryds og tværs, ligesom hans ansigt, der var præget af slåskampe og jagt på rovdyr. Arrene var han besynderligt stolt af, selvom hvert af dem var et tegn på dårlige parader. I vagternes barakker var han konge, men her, på slædens fine baggrund, lignede han en vittighed.

Hun fortalte ham, at hun ikke behøvede at svare ham på en skid. Og at han i øvrigt burde være lykkelig over, at han i det hele taget fik lov til at sidde indenfor og fylde med sin fede krop.

De havde været igennem det her mange gange. Mesterens svar var så monotont og stilsikkert, at man kunne rejse et tempel omkring det. ”Det må De undskylde, Deres Majestæt. Det har De selvfølgelig ret i.”

Hun gav ikke meget for hans undskyldning. Det var så typisk Kiran det her. I stedet for at hjælpe hende over i en mere afslappet sindsstemning, fik han vendt hendes bekymring til et spørgsmål om, hvorvidt han kunne have fået lov til at blive derhjemme og æde, spille kort og banke et par knoldesparkere i bærret. Og det gjorde hende bare endnu mere bekymret, eftersom deres venner oppe på Den Slidte Tinde mindede skræmmende meget om ham.

Mesterens mave begyndte at rumle. Det var en rumlen, der tilsidesatte alt andet for en mand på hans størrelse, og som hurtigt fik ham til at kaste sig over forrådet af brød.

Han gled væk for en stund, mens han gumlede. Så lænede han sig fremad. ”Må jeg egentlig være så ligefrem at pointere noget over for majestæten?”

Hans dumme blik fik hende til at ryste på hovedet. Uden effekt, selvfølgelig, for mesteren havde sådan en rigtig irriterende Kiran-dag.

”Vi skulle have gjort noget ved det her meget tidligere,” sagde han og sugede snottet op i knolden på en irriterende kæphøj måde. ”Vi kunne i det hele tage have sluppet for den her forbandede –”

”Kiran, ikke nu!” En usynlig skruetvinge strammede sig omkring hendes tindinger. Ikke så meget på grund af mandens ulydighed, som hun havde haft mange år til at vænne sig til, men fordi hun vidste, hvor tumpen var på vej hen. Og værst af alt: at han havde ret. Han havde fra starten aflæst kursen bedre end hende, og det var afsindigt irriterende.

”Jamen, det er bare fordi…” Mester Kiran var ved at kløjes i brødet, da slæden gled over en forhindring. ”Jeg… hrm… har altså sagt det før. Nogle gange er det ikke så klogt at lægge madding ud og vente. Nogle gange er det bedst bare at… slå til.” Han slog ud med armen og ramte vagten på sin højre side. Undersåtten lagde sig op ad væggen med lukkede øjne og en blødende næse.

Sahana havde allerede drejet sig mod sin 14-årige søn. Nu holdt hun Kabirs ører, mens drengen stirrede på den besvimede og alligevel besynderligt blævrende vagt. ”Tænk, før du plaprer løs foran min søn, din store idiot.”

Mester Kiran undskyldte, men det stoppede ham ikke. ”Moren kom aldrig, og nu kan snotungen forvandle sig til en snebold, der ruller sig større og større og tager os med i faldet.”

”Bortset fra at du forsikrede mig, at I havde styr på hende.”

”Nårh ja.” Han hikkede. ”Men hvis en af vagterne virkelig har forbarmet sig over hende… Sådan noget kan være svært at gardere sig mod. Eller… man kunne da have forberedt sig ved i det mindste at fjerne hendes ben og skære hendes tunge over.”

Han var glædeligt overrasket over, at han for en gangs skyld sagde noget, der gav mening, men hans grin frøs, da hun vippede brødet ud af hånden på ham. Han tog sig til munden og stirrede efter den forsvundne godbid med smeltende, kastanjebrune øjne. Det var ynkeligt at se en af Stenkroppens bedste krigere se sådan ud, men nu passede hans udtryk da en smule bedre til slæden.

Stop… så!” hvæste hun.

Hun prøvede at ignorere ham, prøvede at fokusere på Tika.

Blomsterdragen var deroppe nu, det måtte hun være. Gode, lille Tika var nået frem og havde bedt spionerne sørge for ekstra bemanding foran pigens dør. Og hun havde hjulpet dem med at finde ud af, hvem den forræderiske vagt var. Og når Sahana kom, var der styr på det hele, ikke sandt? Alt blev godt igen. Kiran ville få lov til at krølle pigen og forræderen sammen. Sahana kunne glemme alt om den dårlige fælde, der aldrig var klappet. Turen ned fra bjerget ville foregå i roligt vejr. Slæden ville glide uhindret og behageligt hjem til byen, mens Sahana læste i en bog og snakkede om livet med sin ranglede dreng. Sådan som det var meningen, at en dronning skulle.

Ikke sandt? Ikke sandt?

Der lød et knæk, da en af hendes roterende tommelfingre satte sig fast og stadig havde lyst til at fortsætte. Hun var næsten sikker på, at hun havde revet den af led, for det gjorde afsindigt ondt.

Hun var ved at blive kvalt i det lille rum, ved at blive kvalt af den hæslige lugt og den hæslige mand overfor. Mest af alt var hun ved at blive kvalt af sine egne tanker.

Hun åbnede lugen og beordrede kuskene til at stoppe, fuldstændig ligeglad med at hun ville miste værdifuld tid. Hun havde brug for luft. Hun havde brug for komme ud herfra, inden hun blev så anspændt, at man skulle bruge et brækjern for at lirke hendes muskler fra hinanden. På vej ud skelede hun til sin nysgerrige søn. Han begyndte at fløjte, hvilket altid var et dårligt tegn.

#

Det her er slutningen på uddraget. I selve bogen, Korndybet, folder jeg universet helt ud. Du bliver en del af Sahanas forsøg på at bevare sine hemmeligheder, Elinas kamp for at overleve og Tulasis drømme om en ny, spændende verden. Deres liv cirkler omkring Korndybet, der lover at forløse deres strabadser – for et mindre offer.

Flere uddrag fra bogen: Sahana (1)Elina (2)Tulasi (3)

Sidste nyt om Korndybet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *