Planternes løfte

Her kan du høre et uddrag fra bogen. Vi følger Elina, da hendes far er faldet i en kløft.

Om Planternes løfte

Planternes løfte er en eventyrlig spændingsroman, der foregår i et afsides bjergsamfund, hvor sindssygdom og længsel præger dagligdagen. Der er masser at flygte fra, men ingen steder at flygte hen. Nye muligheder er dog begyndt at vise sig, men de er så forræderiske, at de ikke kan undgå at trække personlige rifter på tværs af familier.

Bagsidetekst

15-årige Elina er den eneste raske pige i en yderpost fuld af sindssyge folk. Hun aner ikke, hvorfor vagterne forviste hende til det her sted, men hun har tænkt sig at finde ud af det. Da det en dag lykkedes at slippe væk, forsøger hun at bringe både sig selv og sin far ned fra bjerget. Men den syge mand, der valgte glemslen frem for sin datter, viser sig snart at være en lige så stor udfordring som vagterne, der er lige i hælene på hende.

Da hun opdager, at hendes forvisning er en del af en større intrige, der involverer hendes kompromisløse mor, påbegynder hun en svær rejse, der vil kræve, at hun undersøger forstandens grænser, den døende verden, man kalder Stenkroppen, og den sagnomspundne Baggrund, som ingen nogensinde har fundet. Den største trussel viser sig dog ikke at være dronningen, der desperat forsøger at tilintetgøre Elinas familie, men essensen i ethvert hjerte: kælekornet der – i dets rå form – hjælper folk med at glemme enhver bekymring på bekostning af deres forstand. Desværre er kornets afbrændte skaller den eneste fødekilde, der er tilbage.

Mens den levende verden vandrer ad mørke stier, begynder det at gå op for Elina, at dens nervøse bevægelser er et resultat af noget, der er så forfærdeligt, at det overgår det ildelugtende fængsel, hun flygtede fra.

 

Bogen er færdig og søger forlag. Udgivelsesdato følger

Se alle nyheder om Planternes løfte