Stationen hvor toget aldrig stopper

Folk samles ved jernbanebroen i Aalborg for at spille Pokémon GO

I et par uger har jernbanebroen været stoppested for nogle små væsner, alle bare må have fingrene i. Inklusive mig selv.

Her plejer at være stille. Et par biler der ind i mellem parkerer for at nyde vandet fra varmen bag buet glas. Et par toge der tromler forbi sådan nogenlunde efter tidsplanen, når finske skibe ikke kommer for tæt på. Spritfabrikken er lukket, og nok ser man en cyklist, hvis man bliver her nogle minutter, men ellers er jernbanebroens aalborgensiske knudepunkt et fredeligt sted om aftenen. Faktisk et smukt sted, hvor man kan betragte det lidt urolige vand, der kigger tilbage med gnister, fugle og skibe. Og selvom man er nærsynet, og selvom man ikke skulle have lyst, kan man heller ikke undgå at få øje på Nørresundby, solbyen der vender den rigtige vej og har fået lov til at få grønne parker ud til vandet.

Men i dag handler det ikke om Nørresundby. Og på en måde handler det heller ikke rigtigt om jernbanebroen. I dag handler det om en gruppe mennesker i alle aldre og med alle baggrunde, der har søgt tilflugt ved vandet – ikke for at betragte udsigten, men for at kigge på noget, der på en måde er der, og på en måde ikke er der alligevel.

Under broen sidder de. Og omkring broen. På vej til broen, men tilsyneladende aldrig på vej væk. På en lang række langs havnekanten, stuvet sammen med ryggen til bølgerne. Eller langs broens fundament, lænet op ad betonen. Siddende på den nærmeste kantsten. På løbehjul, cykler, skateboards eller en medbragt stol. Og måske med en bajer, når nu man er her.

Teenagerne er nok de mest højlydte, og dagens mode dikterer, at unge knægte skal have en BMX-cykel, en kasket, og så en rygsæk med bluetooth-højttaler, der dundrer derudad med en udmærket bas. Det er nyt for mig, at man som 14-årig nu skal være cyklende DJ, men måske er det første del af metamorfosen på vej til en pimpet VW. Eller også er der bare noget, jeg ikke forstår. Det er nok det sidste, eftersom jeg skal have pincet med for at hælde olie på min Aygo og er ejer af en Windows Phone.

Men nok om den sag. Larm er der. ”Dragonair!” råber en lyshåret pige, og straks er der røre i andedammen. Folk fiser rundt og kigger ned på deres hænder med koncentrerede udtryk. ”Pis, jeg fik den ikke,” siger én. ”Hvor meget combat power havde din?” spørger en anden. En tredje sidder blot og kærtegner en lysende flade, hvorpå en blå streg danser. Kom man direkte fra – skal vi bare sige 1998 – ville man nok blive en anelse nervøs over, hvad der foregik.

Men først ville man få øje på bilerne. For aldrig har der holdt så mange og så forskellige køretøjer under broen, på vej til broen og langs vejene, der grænser op til. Nogle biler holder i tomgang. Man skal jo holde varmen. Og endnu vigtigere: have strøm. Strøm har aldrig været så essentielt, og flere steder bander folk højlydt over batteriniveauer og udsolgte powerbanks i Elgiganten.

De klogeste bilister har været her længe og holder på de gode, markerede pladser med udsigt over vandet. Men de er her ikke for at kysse eller snakke om, hvor dum chefen har været i dag. De er her heller ikke for at spise en ristet hotdog eller holde pause inden næste vagt. Faktisk er de her på en måde slet ikke. Og samtidig er de her rigtig meget. Eftersom der er pakket med biler bag dem, kommer de nemlig ikke væk herfra.

Midaldrende mennesker sidder bag ruder og stirrer ned i skødet, mens deres fingre kærtegner et eller andet, som man ikke kan se for bildøren. Havde de siddet i tomgang et hvilket som helst andet sted, hvor så mange børn rendte rundt, ville det have virket en anelse mistænkeligt, men ikke i aften. I aften må man nulre, ae, stryge og trykke lige så tosset, man vil. For alle gør det, og næsten ingen ser det. Men i et serverrum, som ingen ved hvor er, bimler og bamler det med små binære væsner, der hopper og futter i takt med grønne og gule dioder.

Det er sikkert også smukt at kigge på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *