Ægteskabet der brød sammen – Fraklip

Det her er en slettet passage fra fantasyromanen Korndybet. Den kom ikke med i den endelige version af bogen. OBS! Teksten kan spoile handlingen i den færdige bog og egner sig bedst til dig, der allerede har læst den.

Kong Darshan havde engang været – om ikke smuk – så i hvert fald en karakterfuld mand. Ved de 25 år havde hans fremstående øjenbryn lagt en klippe over det øverste af hans øjne og givet ham et dybsindigt udtryk, der fik det til at ligne, at milliarder af analyser boltrede sig inde bag hulerne. Det havde kunnet få mange kvinder til at fundere over, om mon de var en del af analyserne, og om de vitterligt havde fortjent et spejl, der gav dem så mange nuancer. Samtidig – og fuldstændigt modstridende – havde så lavtstående øjenbryn kastet et primitivt skær over ham, der fik kvinderne til at tænke, at han kunne slå analyserne fra og rive dem rundt i barbarisk ekstase. En sær sammenblanding af intelligens og stupiditet, der kom særligt kraftigt til udtryk, når han smilede, hvormed lurendrejermærker manifesterede sig omkring mund og øjne. Et resultat der kunne tilfredsstille selv de kvinder, der krævede en umulig bredde fra deres elskere.

Sahana var en af dem, der var faldet for det smil og for blikket fra de dybe øjne, der havde fået hende til at tro, at hende og Darshan delte en særlig hemmelighed lige fra begyndelsen. Når de havde stirret på hinanden, var det som om, de begge vidste, hvad hele verden drejede sig om – og at den sandhed i øvrigt var ganske morsom. Hun havde gjort sine tilnærmelser, havde spillet tilpas kostbar, tilpas forførende, tilpas dum og til sidst fundet ud af, at det var hendes kløgt, der havde betaget ham allermest. For han havde faktisk mange interessante tanker i sit store, knap så dumme hoved, og de havde faktisk kunnet tilfredsstille hinanden på et filosoferende plan, som viste sig at sømme dem tæt sammen og med tiden gøre hende til dronning af Stenkroppen.

Men eftertænksomheden havde kun forenet dem. Den havde ikke kunnet holde dem sammen. Efterhånden som Darshan blev tvunget til at træde i kraft og træffe konkrete beslutninger, gik det op for ham, at han var pisseligeglad med langt de fleste problemer, han blev præsenteret for. Som når nogle adelige farvede en facade i en lidt for kraftig orange, og det generede folkene på den modsatte side af vejen. Eller når han konstant skulle justere værdien af en guldmønt i forhold til en diamant.

Han følte sig hævet over at bruge hjernekapacitet på sådan noget. Og han havde af en eller anden grund bildt sig selv ind, at kongegerningen handlede om noget meget større. Nok på grund af sin far, der havde glemt at vise ham de kedelige sider af sit arbejde og i stedet have ladet lille Darshan tro, at farmand rendte rundt og udtænkte løsninger på gudernes angreb, afdæmpede frygten for den tiltagende kulde og lærte folket at forene sig med Korndybet. Eller andre storartede sager. Det havde Kul bahadur da også gjort – ind imellem. Men langt det meste af tiden bestod tjansen i at sidde i en stol og lytte til de såkaldte ”rådgivere”. Et ord der var kraftigt misvisende. For det handlede slet ikke om at give råd, men om konstant at plapre løs, så Darshans ører faldt af, og han til sidst indså, at det blev meget, meget svært at rykke verden nogen steder hen, omgivet af de idioter.

Man havde kunnet følge utilfredsheden i hans ansigt, der gradvist var blevet mere rødt. Alt for dybe rynker. Alt for høje tindinger. Og i takt med, at øjenbrynene dalede og forvandlede ham fra en kløgtig barbar til en gammel stodder, blev analyserne decideret pessimistiske. Han egnede sig ikke til at være konge, og han var udmærket klar over det. Og det gjorde ham rasende.

Af en eller anden grund var det derhjemme, at han endte med at lege rigtig konge. Han forsøgte at bestemme alting. Han satte overdrevne krav til hver eneste lille petitesse og blev et uhyre, når tingene ikke fungerede, som han forventede. Og i samme takt kom tingene netop ikke til at fungere, for hvem kunne leve med sådan et pres? En forkert sætning kunne slå ham ud af kurs. En dør, der ikke var blevet lukket ordentligt. Ja, ind imellem skulle man bare tabe en strømpe på gulvet, og så væltede det ud med formaninger, der gjorde én til en morder, en stikker eller en utro kælling.

Det havde været vejen mod enden, vejen mod et ægteskab, hvor man skulle bevæge sig utroligt forsigtigt for at undgå at give kongen endnu mere at spekulere over. Og da det viste sig umuligt, endte vejen uundgåeligt ved en et tiltag, der limede resterne af det revnede forhold sammen og bibeholdt noget, der kunne minde om en form for krakeleret statue af et ægtepar og en søn med tomme udtryk i ansigterne.