En samtale om Baggrunden – Fraklip

Det her er en slettet passage fra fantasyromanen Korndybet. Den kom ikke med i den endelige version af bogen. OBS! Teksten kan spoile handlingen i den færdige bog og egner sig bedst til dig, der allerede har læst den.

Bibliotekaren fandt en bog og hjalp Elina med at bladre hen til den sidste side. Der var ikke nogen ord, blot en tegning hvor en familie stod hånd i hånd og kiggede mod en klippe, der var ved at revne.

”Din mor videde sit liv til en meget farlig opgave,” sagde han. ”Men tro mig, de chancer hun tog, og de forbudte diskussioner, vi havde, var altid båret af drømmen om et bedre liv for jer alle tre – plus Kesar, selvfølgelig. Og så med en bonusforhåbning om, at resten af stenfolket ville kunne få glæde af hendes jagt. Idealismen kunne man jo ikke tage fra hende.”

”Men hvorfor kunne hun ikke bare drømme om noget, der befandt sig inden for rammerne? Helt seriøst. Så var alt det her nok aldrig sket.”

Shahid klukkede. ”Drømme inden for rammerne. Den er god. Det modsiger vist lidt definitionen af, hvad en drøm er, gør det ikke? Og hvis din mor havde været en dedikeret loyalist, tror du så, hun nogensinde havde mødt din far og fået dig?”

Han noterede sig hendes nedslåede blik – og klappede hende opmuntrende på kinden.

”Spørgsmålet er, om et bevidst væsen overhovedet kan lade være med at spekulere over det, der endnu ikke er? Tror du, at et par klipper og en hysterisk konge kan styre sådan noget? Du har helt sikkert også overvejet, hvad du skulle tro på, mens du voksede op – desto mere efter du havnede på Tinden. Hvor kommer vi fra? Hvordan hænger Stenkroppen sammen i et større perspektiv? Kan gamle skrifter vitterligt forklare alting, eller ligger der mere bag? Alle spekulerer, nogle mere end andre, og det største spørgsmål for et folk, der er fanget bag bjerge, er det mest indlysende. Hvad er der på den anden side? Jeg tror simpelthen ikke på, at man kan leve et helt liv Stenkroppen uden at stille sig selv det spørgsmål, uanset hvor meget man elsker at snuse kong Darshan bagi.”

Hun morede sig over den sidste vending, der forekom ekstra sjov, fordi den slap ud af en så veluddannet og højtidelig mand. Så nikkede hun og mindedes de stunder, hvor hun selv havde tænkt udad, ofte efter opfordring fra Stemmen. De havde først og fremmest fantaseret om Baggrunden som en kur mod Kamals kornsyge. Drømt om at finde en plante eller noget andet, der kunne bringe farmands egen vilje tilbage. Hvis ikke luften i sig selv besad en kurerende egenskab. Og varme, Baggrunden måtte mægtig gerne indeholde varme også. Et landskab der var ryddet for sne og i stedet fyldt med mad – i helt nye og spændende mængder. Måske et venligt folkefærd, der modtog dem med åbne arme og tilbød dem et hjem i deres smukke by. Eller i det mindste – når deres fantasi slap op – bare et forfriskende tomrum, der stod i kontrast til det lort, de var begravet i.

Problemerne var svundet ind, jo større hun forestillede sig, at Baggrunden var. For når Stenkroppen blev en lille prik, blev en pige i et fængsel til ingenting.

Andre gange havde forestillingen om så store distancer dog gjort hende trist, netop fordi hun ikke kunne slippe ud af det, der – set oppefra – var et ganske ubetydeligt fængsel med en ganske ubetydelig væg af ganske ubetydelige småsten. Og når luften havde flappet og buldret, var drømmene blevet til deciderede mareridt. For hvad kunne man egentlig forvente sig, når Baggrunden gemte på så hæslige bæster?

Hun fremlagde bekymringen for Shahid.

”Det er en rimelig iagttagelse,” sagde han. ”Guderne er det bedste bevis på, at der findes noget på den anden side, måske endda det eneste. For godt to hundrede og halvtreds år siden blev det koldt nok til, at de kunne overleve herinde i begrænset tid ad gangen. Før det så vi dem kun som grønne aftegninger på himlen. Deres ankomst gjorde til at starte med folk tilbedende og forhåbningsfulde. Og hurtigt ekstremt skræmte fordi guderne – da de nåede helt ned til jorden – opførte sig rimeligt uciviliseret. Det blev nemt at konkludere, at Baggrunden måtte være et forfærdeligt koldt og makabert sted. Men det er overilet at tænke sådan. Principielt set kunne der lige så vel være en vidunderlig verden fyldt med varme. Måske kommer guderne ind til os, fordi de bliver skræmt af noget, vi ville stortrives i. Vi kan være deres Baggrund, deres drømmeverden. Eller måske er der bare mørkt og trist derude. Vi ved det ikke, og det er netop derfor, Baggrunden på én gang er fantastisk og skræmmende at tænke på.”

Hun kom i tanke om den dag, hvor en af guderne næsten havde fanget Stemmen og ædt ham. ”Hvorfor finder vi os i det?” spurgte hun barnligt. ”Hvorfor slår vi dem ikke ihjel?”

”Man har skam også prøvet. Men spyddene preller af på deres naturlige panser. Og stenene fra katapulterne flyver alt for langsomt. Det er derfor, de har fået navnet ”guder”. De er mystiske. De smelter enten højt oppe i bjergene, og så ser vi dem ikke igen. Eller også når de herned, æder, og så væk, inden de brænder op. Dem, der slipper ind, virker til at kende deres besøgstid helt ned på sekundet. I gamle dage var ”gud” sjovt nok et ord, man brugte om det særligt kraftfulde lys, der en sjælden gang imellem trængte gennem Huden. Man troede, det var tegn på, at andre Stenkroppe blev født i mørket, og at vores egen måske en dag kunne finde en mage. På det ældste sprog betyder gud ’den man kalder på’. Hvilket er lidt paradoksalt nu, synes du ikke?”

”Verden er fyldt med paradokser,” noterede hun med samme tørre toneleje, som Stemmen kunne finde på at gøre det.

”Nemlig! Det er det den er!”

Shahid kiggede på én gang begejstret og forundret på hende. Så greb han hendes hånd.

”Tænk, hvis kong Darshan ville erkende – og acceptere – den kendsgerning. Det ville gøre hans liv knap så anstrengt. Og sikkert inspirere folket frem for at vende det mod ham. Han kunne dyrke de alsidige tanker, lade folk finde håb i dem. Fjerne noget af al den angst for at strejfe, de render rundt med, hvilket måske endda kunne gøre dem mere modstandsdygtige over for kornets listige tunge. Og sig mig én ting. Hvordan skal vi nedlægge noget, hvis beskaffenhed, vi ikke må fundere over? Hvis vi nogensinde skal stå en chance mod guderne, er vi nødt til at gribe Baggrunden an fra et fuldstændigt åbent synspunkt. Er det ikke rigtigt?”

Han smilede selvtilfreds. Fortalte så, at han i kraft af sit hverv var stødt på både bøger og skriftruller, der bød på banebrydende fortolkninger af, hvad Baggrunden var. De var alle forbudte, det gav sig selv, men han holdt dem godt gemt og beskyttet – ligesom hans forgængere, de øverste bibliotekarer, havde gjort det. Ikke fordi han planlagde et opgør med det, han kaldte den officielle konsensus, men fordi der med professionen fulgte en vis forkærlighed for at bevare al viden og teori og ikke kun den, der understøttede et bestemt formål. Selv de farlige synspunkter sagde noget om verden, og selv de største forrædere kunne være misundelsesværdigt kløgtige.

Hun havde svært ved at følge alt, hvad han sagde, og der dukkede hele tiden nye ord op, som Stemmen ikke havde lært hende betydningen af. Men hun åd Shahids ord, som var det Taras berømte brødsuppe, hun endnu ikke havde smagt.

Særligt to historier påvirkede hende. Den ene omhandlede en forfatter, der desværre var blevet fanget og henrettet i en ung alder – før hans tanker for alvor havde foldet sig ud. Han havde studset over stenfolkets oprindelse og nået frem til den ide, at folket kunne stamme fra en civilisation, der havde levet på den anden side af bjergene. En lille gruppe havde isoleret sig herinde for at undgå en altødelæggende katastrofe. De havde formeret sig og med tiden glemt, hvor de kom fra – eller var blevet tvunget til at glemme, da nogen ville forsøge at styre det hele. Det forklarede, hvorfor kongerne fra starten af havde forstået koncepter som byer, huse og i det hele taget været i stand til at snakke og skrive. Men nu var efterkommerne så begyndt at drømme sig ud til kaosset igen – hvilket selvfølgelig var et af de hersens skønne paradokser.

Forfatteren mente dog, at det gav vældig meget mening at søge tilbage. Man kunne ikke gemme sig i et hul for evigt. Folket havde konsumeret stort set alt i den her lille dal, man kaldte Stenkroppen. Og tænk sig, hvis der fandtes andre grupper af baggrundsfolk, der havde overlevet derude? Måske havde de brug for hjælp. Måske var de ved at vinde kampen mod guderne. Eller havde efterladt sig tegn, så man kunne finde langt, langt væk herfra, til et en endnu større verden, hvor guderne slet ikke havde noget at skulle have sagt.

Forestillingen om at slutte sig til et andet folk og nedkæmpe en fælles ondskab gav Elina en vældig kampgejst. Tænk sig at stå side om side med blikket ret opad, klar til at give alt, hvad man havde for at redde – ikke bare sig selv, men alle. Måske klarede man den. Måske ikke. Og det var det, der pirrede; fornemmelsen af at næste skridt havde altomfattende betydning. Det var en lidt barnlig tanke, måske, men den gav da mere energi end at se på livet som én lang vandring, hvor man gik rundt og pillede i sin egen navle.

En anden historie gjorde dog sit bedste for at fjerne den energi med sine abstrakte begreber. Forfatteren til den historie havde nemlig ment – hold nu lige fast engang – at Stenkroppen slet ikke fandtes. Næ, nej, det man fornemmede som værende sjæleplanter, var i virkeligheden et altomfattende, rødglødende væsen, der styrede éns tanker og bestemte, hvad man så ud af sine øjne. Og det var tilfældigvis en Stenkrop, man så for sig, med tilhørende Mave, Hjerte og hvad der ellers hørte til. Men det var pure opspind. Man kunne lige så vel være overbevist om, at man boede i en kæmpe sko og levede af lommeuld. Så længe man et eller andet, for det rødglødende væsen havde brug for, at man holdt hjernen i gang. For tanker var dens næring. Den var på en eller anden måde i stand til at suge energi ud af dem.

Forfatteren var ret ligeglad med, hvor stenfolket kom fra. Det kunne stamme fra den anden side, som hans forgænger havde foreslået – og var så blevet overtaget af det luftige væsen kort efter ankomsten. Det kunne også have udviklet sig herinde og på et tidspunkt have tabt den mentale kamp til en højerestående fjende. Det var sådan set ligegyldigt, for resultatet var det samme. Stenfolket var slaver – og fik kun lov til at formere sig og putte mad i skrutten, fordi det rødglødende væsen tillod det. Det havde brug for flere folk, flere tanker.

Måske boede stenfolket i virkeligheden i et bur. Eller mere spøjst: var blevet låst fast i jorden som stængler på en mark. Det var ikke til at vide, for ingen andre end det rødglødende væsen anede, hvordan kroppene i virkeligheden så ud. Derfor kunne stenfolket principielt set være nogle organismer, der optog næring gennem fødderne og formerede sig via svævende frø. Præcis som de sjæleplanter, de gik rundt og frygtede. Ville det ikke være passende ondskabsfuldt, at de sådan gik rundt og var bange for sig selv?

Forfatteren byggede sin teori på den kendsgerning, at kornet altid var i éns bevidsthed, om man var barn eller voksen, befandt sig ude i markerne eller sad i den mørkeste kælder. Forekom det ikke ret usandsynligt, at man pludselig bare faldt for sjælekornet en dag? Var det ikke mere sandsynligt, at det hele tiden havde overtaget éns hjerne fra den dag, man blev født? Hvordan skulle det ellers kunne tale til én og kende éns inderste tanker?

Som sådan handlede jagten på Baggrunden om noget mere mentalt; nemlig at forsøge at tænke sig væk fra det her væsen og opnå en egen fri vilje. Det handlede om at slå øjnene op og pludselig se, hvor man i virkeligheden befandt sig. Hvorefter man skulle skynde sig at hjælpe andre til samme erkendelse og på den måde vinde magten tilbage.

Det var en vild ide. Sådan en, der fik tankerne til at slå så mange knuder, at de nok havde kunnet fodre selvsamme rødglødende væsen i et par hundrede år. Hvilket var til stor fornøjelse for Shahid, der drillende tilføjede, at Elina nok aldrig havde set tingene fra den her vinkel, fordi væsnet ikke havde tilladt det. Og at dagen i dag var vigtig, fordi det var første rejse mod en slags selvbevidsthed.

Han skyndte sig dog at hive hende ned på jorden igen. Man blev blot skør af at se verden på den måde, sagde han, for det betød, at man hele tiden underminerede sin egen tankegang og til sidst følte sig totalt magtesløs. Forfatteren havde i øvrigt – da han blev henrettet – underbygget nøjagtigt den pointe. Han havde råbt, at hans død var planternes værk, fordi han var kommet for tæt på sandheden. Og det råb måtte man takke ham for, eftersom det understregede, at kampen – skulle den være berettiget – ganske enkelt ikke var en af dem, man kunne vinde. Så hellere nyde lidt brød, drikke lidt te og forsøge at få det bedste ud af tilværelsen.

Han rettede hendes opmærksomhed tilbage mod bogen. Og fik igen det her stolte, nærmest faderlige, smil på læberne.

”Din mor troede herligt nok på det stikmodsatte, nemlig at Stenkroppen er nøjagtigt det, vi ser omkring os. Vi befinder os nu engang i en dal, der er omringet af bjerge. Med de glæder og begrænsninger det indebærer. Det er svært at komme ud, fordi bjergene er så enorme – og fordi vi kulturelt set ikke får lov til at hakke os igennem. Men der er ikke noget, der taler for, at det er umuligt – stenene lader sig da slå i stykker, modsat gudernes panser. Og oven over os ligger det her lag af syreluft, der besværliggør en decideret bjergbestigning som løsning. Men med det rette udstyr vil man højst sandsynligt kunne passere tinderne en dag. Det handler om tid og stædighed. Og mest af alt om at turde. Rishika troede fuldt og fast på, at Baggrunden ligner Stenkroppen langt hen ad vejen. De deler samme bjerge, så hvorfor skulle det ikke være tilfældet? De deler højst sandsynligt også samme Hud. Man kan se med det blotte øje, at den er i bevægelse. Man kan mærke vinden, der blæser gennem håret. Hendes tanke var, at Baggrunden er lige så godt beskyttet mod guderne som her. Hun følte sig derfor nogenlunde tryg ved at smutte ud på den anden side. Hvor hun forhåbentligt ville være så heldig at finde nogle af de planter, vi har udryddet her. Og nogle af de dyr, man kun finder i udstillingsmontre. Få lidt diversitet tilbage. Mere mad. Mere vild natur. Hvilket burde kunne gøre det muligt at studse sjælekornet en smule – skønt hun var i tvivl om, hvorvidt det skulle udryddes helt. Din mor ønskede principielt sådan set aldrig at flygte. Forstår du det?”

Det gjorde hun. Og mors tilgang til Stenkroppen gav i den grad ro at tænke på. Rishika var slet ikke så vild og tovlig, som man kunne lokkes til at tro. Hun ville aldrig have ført sine kære væk, bare fordi det var sjovere at stable noget ekstremt og vanvittigt på benene. Hun så tingene, som de nu engang så ud, selvom man i den her verden i bund og grund nok skulle være en smule vanvittig for at kunne samle en sten op og bare kalde det ”en sten”. Det var ikke det, Stemmen havde gjort. Hans ideer havde altid været storartede og banebrydende. Og hun havde ofte ladet sig rive med af dem – med dertilhørende hårdtslående skuffelser til følge. Det så hun endnu bedre nu.

Hun sendte Shahid et taknemmeligt blik. Og forstod med ét, hvorfor hendes mor havde fundet en sjæleven i den her mand. Overbibliotekaren, der tidligere havde virket som en indelukket gnavpot, var alt andet end det. Han besad en ufattelig viden. Han besad en endnu mere gribende måde at fremlægge den på. Men først og fremmest var han i stand til at forstå andre. Sådan helt ind til benet. Hvad de havde brug for at høre. Hvad der kunne hjælpe dem til at komme videre. Han gav plads. Plads til både store tanker og åndssvage bemærkninger. Plads til at være sig selv og aldrig være bange for at stille dumme spørgsmål. Plads til noget så simpelt som at se.