Tanker om tobenede væsner – Fraklip

Det her er en slettet passage fra fantasyromanen Korndybet. Den kom ikke med i den endelige version af bogen. OBS! Teksten kan spoile handlingen i den færdige bog og egner sig bedst til dig, der allerede har læst den.

Men først var Tulasi nødt til lige at tænke lidt på familien. De der interessante, tobenede væsner, der hele tiden hjemsøgte hans tanker. Med alle deres problemer. Alle deres udfordringer. Alle deres…

… følelser.

Billederne af den vrede Junu fyldte allermest. Og fik ham til at overveje, om der mon ikke eksisterede et slags system bag et godt ægteskab. Nogle regler, der gjorde det lettere at omgås hinanden, og som han på en eller anden måde havde glemt at følge.

Jo, det kunne vel godt tænkes. Ligesom det kunne tænkes, at der måske var et eller andet, han kunne have gjort anderledes som far, så hans yngste søn ikke var så optaget af at banke sit hoved ind i ting.

Han nåede ikke at tænke særligt længe, før han fik han den geniale ide at lave et skema, der forklarede ansigtsudtrykkene på en hidsig ægtefælle. En slags håndbog som mindre følelsesladede opfindere kunne have glæde af, når de kom sent hjem fra arbejde og oplevede, at deres udkårne opførte sig ustabilt. Tulasi vidste stadig meget lidt om lige præcis sådan nogle ting, men efter et par års forskning kunne han måske verificere sine tidlige antagelser. Løftede øjenbryn virkede for eksempel venligere end sammenbidte tænder, men de kunne være den første advarsel om forandringer i luften. Utilfredse grynt gik for det meste væk af sig selv, men måske var der fordele ved at afhjælpe et rødt ansigt i et tidligere stadie.

Der var bestemt mange problemstillinger, og nogle af dem kunne måske endda løses med opfindelser. Han kunne bygge en gyngestol, der fik en vred kone til at falde til ro, når hun satte sig i den. Måske med indbygget sovemiddel så hun hurtigere slappede af og bedre var i stand til at nyde tilværelsen, når hun vågnede. Eller var det at gribe lidt for voldsomt ind?

Han prøvede at forestille sig Junu vågne op midt om natten og finde en kanyle stikkende ud af den ene balle, og et eller andet fortalte ham, at hun – frem for at nyde de mange timer, hun havde fået hvilet sig – alligevel ville finde et eller andet problematisk at hæfte sig ved.

Nej, en kanylegyngestol var nok ikke løsningen. Men så var der andre ting, han kunne kaste sig over. Voksne kunne for eksempel helt sikkert bruge en slags seletøj til børn, så man altid kunne hive dem væk, når de gjorde skade på sig selv. Eller en klokke – så man altid kunne høre, hvor de var, og ikke behøvede at afbryde sin forskning for at holde øje med dem.

Selvom hans gåtur var kedelig til at starte med, boblede hans hjerne snart over af kreativitet. Dage svandt hen, hvor han knap nok spiste af de afbrændte kornskaller, han havde medbragt, og hvor omgivelserne passerede næsten ubemærket gennem hans tankefilter.