Bjergvagter fra Den Slidte Tinde

”Hun kunne knap nok genkende ham fra den dag, de tog af sted fra byen. Dengang havde han været ejer af et fuldskæg, et firkantet ansigt og en tyk, sort kåbe. Nu var han en snemand med istapper. Kun to øjne tittede frem fra snebolden og afslørede manden bagved.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Bjergvagterne er vagter, der er udstationeret i Stenkroppens koldeste egne. Det er primært Den Slidte Tinde, det drejer sig om, hvor de har som opgave at servere mad for de kornsyge fanger og sørge for, at fangerne ikke flygter. De arbejder selvfølgelig også med at transportere de kornsyge op ad den farlige bjergvej, en rute der byder på laviner, pludselige sprækker i jorden og konstant dårligt vejr. Heldigvis, tænker nogle af bjergvagterne, skal de ikke transportere de kornsyge den anden vej tilbage, når de er døde. En kilometer fra fængslerne bliver ligene nemlig stakket op i sneen, ikke en videre smuk begravelse, men den mest praktiske på et sted, der er præget af klipper og is.

Bjergvagter er altid klædt i sort. De har tykke kåber, uldstøvler og langt, uldent undertøj. Ofte har de legemsdele, der er blå eller er gået i koldbrand.

At være bjergvagt er selvsagt et hårdt arbejde, og selvom det er forbudt, nyder de fleste bjergvagter en smule kornafkog, når ingen kigger. Lidt paradoksalt, kunne man synes, for kornafkoget bringer dem et skridt tættere på den skæbne, de hver dag rynker på næsen af.


Bjergvagter er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler


Gå tilbage til leksikonet