Elina – En 15-årig pige med en svær skæbne

Elina (f. 1255) er en af fangerne på Den Slidte Tinde. 15 år gammel og mentalt rask – to træk, der adskiller hende fra de fleste andre fanger på stedet. For normalt er de enlige stenfængsler fyldt med kornsyge, der er på den sidste del af deres kornrejse. Og en gang imellem et par forbrydere, der har brug for at lære lidt disciplin. Men sjældent ser man børn eller unge stenfolk.

Fængslet uden grund?

Og Elina har sådan set ikke gjort noget galt. Alligevel har hun i fem år været låst inde i en stenhytte uden vinduer, iført sølle klude, fodret med frossent brød fyldt med grus. Og det er nok det sværeste; at hun ikke aner, hvorfor hun skal straffes på den måde. Nok kan hun regne ud, at hendes mor Rishika, har trådt nogle vigtige personer over tæerne. Nok er hun klar over, at hun er en brik i et større spil. Men det ændrer ikke på det faktum, at hun, en pige der bare gik i skole og legede i sneen, skulle tortureres og smides ud af byen. Og endnu værre: at hendes far, en mand der blot passede sit arbejde som kornplukker, blev banket til plukfisk og senere havnede i hendes celle, nu som kornsyg.

En viljestærk pige

Sin skæbne til trods – Elina er god til at holde humøret oppe. Skønt hun dagligt skal omgås sin fars uforudsigelighed, har hun bevaret modet. Hun har endda overskuddet til at lave sjov med situationen en sjælden gang imellem. Især når hendes ven, Stemmen, kommer på besøg, ser alting lysere ud, skønt hun knap nok aner, hvad lys er efterhånden.

Og en dag har Stemmen en særlig nyhed. Han har skaffet en nøgle…

Citat om Elina

”Noget rumsterede ved låsen. Det var en ny lyd, der overbeviste hende om, at hun var blevet skingrende vanvittig. For Stemmen havde aldrig åbnet døren. Aldrig.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Læs mere om bogen

Elina er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:

Relaterede artikler

Husk også at tjekke


Gå tilbage til leksikonet