Gud – Et fremmed bæst fra Baggrunden

”Flere af guderne døde og endte på bjergtoppene, forvandlet til damp der drev ned ad tinderne. Men ud af dampen fløj seks overlevere. Gigantiske slangelignende skabninger gled mod Den Slidte Tinde, ledsaget af frygtindgydende hyl.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Guder er fremmede rovdyr, der med jævner mellemrum angriber Stenkroppens befolkning. De er tre–fire meter lange, har skællede, slangelignende kroppe og enorme vinger. Når de nærmer sig, åbner de deres fladtrykte snuder, blotter lange, spidse tænder og stirrer med kløgtige, sorte øjne. Og så ynder de gerne at sende syrligt spyt ud af næsen, der smelter offeret og gør det nemt at fordøje.

Et gudeangreb starter typisk som grønne flænger på himlen, ledsaget af en rumlen, der minder om tordensne. Stenkroppen har et naturligt forsvar mod bæsterne med sin syrlige Hud, men selvom de fleste guder smelter under angrebet, slipper der ofte et par stykker ind i selve dalen. Oftere og oftere, og flere og flere ser det ud til – nok et resultat af den tiltagende kulde. For bæsterne trives i is og sne – og hader omvendt varme. Nok en indikation af, at Baggrunden, hvor de stammer fra, er et koldt og goldt sted. Med mindre selvfølgelig, at det forholder sig stikmodsat: Guderne flygter ind i Stenkroppen, fordi deres egen verden er blevet for varm og – set fra stenfolkets perspektiv – for rar. Det vides af gode grunde ikke, eftersom Baggrunden er mytisk fænomen. Men omstrejfere håber helt klart på det sidste.

Det giver sig selv, at et gudeangreb er et frygtet fænomen. Eftersom man aldrig har haft held til at slå bæsterne ihjel, hverken med katapulter eller pile, er der ikke andet at gøre end at flygte og håbe på det bedste. Men mens man allerbedst ligger under bordet i sin stue, løfter taget sig måske, og en lang tunge slikker sig om munden.

I gamle dage var ”gud” et ord, man brugte på det særligt kraftfulde lys, der en sjælden gang imellem trængte gennem Huden. Man troede, det var et tegn på, at andre Stenkroppe blev født i mørket, og at stenfolkets egen verden måske en dag kunne finde en mage. På det ældste sprog betyder gud ”den man kalder på”, hvilket måske kan forekomme en anelse paradoksalt i nutidens lys.


Guder er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler


Gå tilbage til leksikonet