Hjertet – Naturens nervøse bankeslag

”Men hvor havde hun dog samtidig savnet deres glød. Den måde, hvorpå de lyste vildnisset op og afslørede stenformationer, matte træer og buske. Lyset drog på ture ind i lavtvoksende skove og snoede sig ad små stier ud på den anden side. Andre steder tabte det til sandet, og mørket tog over igen.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard
Et kort over Hjertet - Fra fantasyromanen Korndybet
Hjertet ligger i midten af Stenkroppen, det eneste frodige sted. Se det samlede kort over Stenkroppen her.

Hjertet betegner den frodige natur, man finder i midten af Stenkroppen. Ifølge sagnene var det her, de første dyr og planter strømmede hen, efter de var væltet ud af Grantinålens kogler. Med deres lys skabte de et funklende landskab. Med deres varme, primært fra glittertræerne, hævede de temperaturen i hele Stenkroppen og pustede liv i den ellers døende verden. En overgang forvandlede hele Stenkroppen sig til et smukt vildnis, og ting som sne og is blev spøjse fortidsfænomener.

Men sådan skulle det ikke blive ved. Efter et par hundrede år blev det atter koldt – hvad enten det skyldtes trusler udefra (som præsterne insisterede på) eller en mere elementært form for rovdrift på naturen. Hjertet begyndte at skrumpe, og i dag fylder vildnisset kun en fjerdedel af sin oprindelige størrelse. Og i takt med, at Hjertet bliver svagere, og glittertræerne forsvinder, bliver det blot koldere og koldere.

Når det er sagt, er Hjertet stadig en formidabel del af Stenkroppen. Mange planter har evnen til at lyse både nat og dag, og især de orange glittertræer og de røde sjælemarker sætter deres præg på stedet. Det er som at kaste et blik ind i en udstrakt lue, der føder spændende former, hyggelige associationer og store forventninger. Efter en lang ekskursion i Skeletbjergene er et besøg i Hjertet som at blive omfavnet af varme arme. Enhver bekymring og ethvert problem fordufter, mens man stirrer ind i lyset og opdager store sten, nysgerrige dyr, tiltrampede stier, sandområder og hvad der ellers bryder lyset.

”Sikke opladet man var, når man vendte tilbage til slottet,” sagde kong Ashu engang, ”Sikke ligegyldigt det blev, at murene var lidt klamme, og at det var så kedeligt at sidde med ved fars ceremonier. Man bar varmen i flere dage. Man bar sjæleplanternes løfte som noget godt. En ide om at alting kunne lade sig gøre. En farlig, men samtidig så befriende, ide.”

Men selvom Hjertet skaber en velkommen kontrast til den kolde verden, er der selvfølgelig også farer, man skal passe på. Først og fremmest sjælemarkerne, som forsegler langt de fleste skæbner. Men også skyggekæmperne, der gerne nyder en stenmand eller stenkvinde til middagsmad. En del planter spiser også stenfolkekød, mens andre har udviklet forsvarsmekanismer, man børe tage sig i agt for. Det være sig gift, skarpe tænder eller indbyggede fælder. Stort set alle planter og træer, der er tilbage i dag, er giftige i en eller anden udstrækning. Kun planter som smilestænglerne har smagsstoffer, der kan bruges i te eller ved bagning. Eller til at forsegle syge kroppe under en kornrejse. Der findes også rødder, der kan tilføre lidt syre til et glas koldt vand samt andre tilforladelige vækster, men de er så få, at de efterhånden kan tælles på to hænder.


Hjertet er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler


Gå tilbage til leksikonet