Kongernes kald – Et håbefuldt dødsritual

”Nå, for dælen. Så du blev pludselig nysgerrig på, hvor Hjernen befinder sig?”

”Ja, nemlig. Der, hvor både far og jeg engang skal forsøge at gøre en forskel.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Kongernes kald er kongernes sidste forpligtelse. Inden de mærker livet ebbe ud – eller mere sandsynligt: inden sjælekornet overtager deres sind – skal de forsøge at få Stenkroppen i tale. Det gør de ved at foretage en rejse til Hjernen, et hemmeligt sted som de ikke engang selv kender destinationen på. Kun med hjælp fra Kogleordenen finder de stedet, hvor de bliver overladt til sig selv og påbegynder en samtale med Stenkroppen. For i så vigtigt et organ burde det være muligt at påvirke Stenkroppens tanker og få verden til at søge varmere områder i Baggrunden. Eller måske få verden til at åbne munden, så nye granitfrø og ny diversitet vælter ind. Eller blot få den til at være lidt bedre til at holde de morderiske guder ude. Formålet er klart: Den vært, stenfolket huserer i, er nødt til at live op og handle, inden det er for sent.

Rejsen starter typisk ved, at kongen udtrykker en bekymring over sjælekornets tiltagende hvisken. En vagt fra Kogleordnen spørger, om tiden er inde, og hvis kongen er for diffus til at svare, vurderer vagten selv, hvad der skal gøres. Han eller hun render af sted mod Den Farverige Plads og hidkalder de øvrige medlemmer fra ordenen. De sender bud til de adelige og til præsterne, og så hurtigt som muligt stables en ceremoni på benene. Der synges kong Ashus vise om rejsen til Hjernen. Der gøres en lukket slæde klar, der skal føre kongen op i bjergene. Kusken låser slæden udefra, kongen vinker farvel til folket, og de efterfølgende dage og uger rettes mange blikke mod Stenkroppens Hud for at se tegn på forandring – bare en eller anden indikation af, at kongen har haft held til at få Stenkroppen i tale. Hvilket der indtil nu har været forsvindende få eksempler på.

Når kongen rejser til Hjernen overgives embedet til hans søn eller – i mere sjældne tilfælde – hans datter. En ny konge (eller majestæt) træder ind i rækken og kan forberede sig på at gå samme skæbne i møde. Men Kongernes kald er sådan set en ærværdig skæbne, for før kong Ashu indførte ritualet for omtrent 250 år siden, endte kongerne ofte i Korndybet, tog overdoser af kornafkog eller sprang ud fra balkonerne, når de ikke kunne holde planternes hvisken ud længere. Og en flyvende konge, der farver sneen rød, indgyder ikke så meget håb i stenfolket.

Man kan undre sig over, hvor Hjernen befandt sig, før kong Ashu opfandt Kongernes kald. Der er ikke nogen dokumentation af, at organet skulle være blevet omtalt tidligere. Men præsternes oplagte indvending er, at Hjernen jo godt kan have været der, skønt den ikke blev omtalt. Folk, der kan lide – og som tør – at lave sjov, kan så indvende, at præsternes hjerner ikke behøver at være der, skønt de bliver fremhævet hele tiden.


Kongernes kald er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler


Gå tilbage til leksikonet