Kornbrød – Stenfolkets sidste næring

”I stuen mødte hun en kurv med små fladbrød formet som hjerter og huse. De var stenhårde og mere salte end brødet fra dagen før, men stadigvæk usædvanligt lækre, når man lige fik blødt dem op med lidt te.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Kornbrød er en fællesbetegnelse for alt det bagværk, stenfolket laver af melet fra kornskallerne. Eftersom kornskallerne er den eneste reelle næring, der er tilbage i Stenkroppen, har det øget lysten til opfindsomhed, så man i hvert fald udseendemæssigt – og til dels også smagsmæssigt – stadig kan opleve lidt variation i kosten. Man finder således fladbrød, der er små og hårde, men mætter ekstremt meget. Man finder dunbrød, hvor skorpen er tynd og saltet, men hvor den inderste del overrasker med sin varme og luftige sødme. Der er sødt bagværk tilsat smag fra smilestængler. Mineralsk brødsuppe til dem, der trænger til noget flydende. Langbrød. Små, salte terninger. Mulighederne er mange.

Også kvalitetsmæssigt er der variation i smagen. For regn er ikke bare regn. Sne er ikke bare sne. Omgivelserne påvirker vandet og sætter sine præg. Sand og jord kan forkæle is med smagsnuancer gennem tusindvis af år – og sådan noget vand kan gøre forskellen mellem dårlig og god te, middelmådigt eller storartet brød. Samme gælder skallerne fra sjælekornene. Nogle af markerne gror steder, hvor de optager en enestående smag fra undergrunden. Godt brød kræver adgang til gode ressourcer. Og så selvfølgelig at man forstår at sætte dem sammen i de rigtige doser.

Fælles for al brødet er dog, at det er rødt. Enten knaldrødt eller med rødlige nuancer. Det giver sig selv, når man tænker på kornskallernes ophav, de rødstrålende sjælemarker.


Kornbrød er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler


Gå tilbage til leksikonet