Maven – Stenfolkets hellige by

”Muren, der omfavnede Maven, havde flakket gennem trækronerne et stykke tid, og da den endelig trådte frem i sin fulde form, glemte hun alt andet end de tre fingre, hun holdt i sin hånd.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard
Et kort over byen Maven - Fra fantasyromanen Korndybet
Maven ligger i Stenkroppens nordlige del – ikke langt over Hjertet. Se det samlede kort over Stenkroppen her.

Maven er Stenkroppens største by. Omgivet af en ti meter høj mur er den befolkningens bedste mulighed for at beskytte sig mod vejr og vind – og mod de guder, der jævnligt bryder ind i verden for at snuppe sig en sprællende madpakke.

Maven har en enkelt indgang, den store port mod syd, der er velbevogtet af vagter og ryttere på snekæmper. Selve byen er delt op i tre kvarterer: Skurbyen, Jernkapslerne og Den Farverige Plads. De to førstnævnte er tilholdssted for henholdsvis kornplukkerne og opfinderne. Sidste – et mere velbevogtet sted – er de adeliges hjem. Det er også her, man finder slottet, hvor kong Darshan bor med sin familie.

Længst mod vest suser kornmøllen døgnet rundt. De store vinger rejser sig over muren og fanger den voldsomme vind. Og længst mod nord bor kornbødlen. Det er ikke et sted, almindelige stenfolk besøger, for foran bødlens hjem ligger tusindvis af omstrejfere begravet, henrettet af bødlerne gennem tiden.

Men mest bemærkelsesværdigt for Maven er vel nok Korndybet, der sender sin røde søjle af lys helt op i Stenkroppens Hud. Et hul i jorden er det i bund og grund, men spækket med sjælekorn, er hullet blevet til en daglig prøve, en konstant påmindelse om at bevare viljen – og desværre også en stadfæstelse af, at kornet overvinder alle. Den sidste udgang fra Maven, kunne man kalde det, i hver fald for raske sjæle.

Maven er omgivet af et bart snelandskab, og står man et par hundrede meter foran byen, er det mest af alt de enorme bjerge bag byen, der griber opmærksomheden. Men engang, for tusinde år siden, lå Maven faktisk i en nåleskov.


Maven er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler


Gå tilbage til leksikonet