Rakkerpak – Fanget af en trist skæbne

De tre stenfolk lignede pindebrænde. Smågrene, der slap ud af lasede ærmer. Hoveder, der var som forstørrede træknopper fra en skuffe.

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Rakkerpakket er Stenkroppens fattigste folk. De fleste af dem lever af at tigge sig til brød og kornskaller. Men nogle har også dårligt betalt arbejde, der næsten altid har sjælekornet som omdrejningspunkt. For ingen andre ønsker at hive springere op fra Korndybet. Ingen andre ønsker at transportere kornrejsende til Den Forgiftede Slette. Og ingen andre ønsker at åbne kisterne med de sindssyge og sende dem videre på rejsen. Det er ganske enkelt for farligt at arbejde så tæt på sjælekornet og de syge. Og rakkerpakket lider da også under det. De når sjældent langt op i 30-års-alderen, før de kaster sig i sjælekornets arme.

Rakkerpakket overnatter i gyder af Maven – eller i faldefærdige ruiner i Skurbyen. De er ofte sølle af udseende, har gamle klude på, ryster altid af kulde. Og det er svært at se forskel på voksne og børn, så hulkindede og tynde som de er.

Hvad der har forårsaget deres skæbne er meget forskelligt. Primært skyldes det, at de er født ind i fattigdommen. Men mangler man en arm eller et ben, er det heller ikke let at få et arbejde som kornplukker eller opfinder. Og har man en særligt dårlig vilje, bliver éns koncentration påvirket af sjælekornet i en tidlig alder.

Men Stenkroppen har trods alt en lille ømhed over for tiggerne. Det er for eksempel tilladt at tigge stort set alle steder, også på Den Farverige Plads. Og de fleste stenfolk sørger for at dele almisser ud til de sølle skæbner. Også præsterne har fokus på de fattige og deler flere gange om ugen brød ud ved kirkernes bagdøre.


Rakkerpakket er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler


Gå tilbage til leksikonet