Sjælekorn – En lysende og listig plante

”Det var startet som små udfald. Øjeblikke, hvor han syntes at miste magten over sine lemmer. Han kunne sidde og kigge på sin hånd, og pludselig lukkede den sig sammen. Som samlede den noget op. Hvorefter den nærmede sig hans mund og forsøgte at proppe sit usynlige indhold ned i halsen på ham.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Sjælekornet beskriver de rødglødende planter, der breder sig over alt i Stenkroppens Hjerte. De er cirka en meter høje, består af en lang stilk med blade på, og samler sig i et enkelt blomsterhoved på toppen. Kronbladene i blomsterhovedet omgiver hundredvis af runde, væskefyldte kerner, der hver især er pakket ind i en tynd skal. Kernerne, som i folkemunde også kaldes ”bobler” springer i luften ved mindste berøring, hvilket er det nøjagtige formål. Saften skal klæbe sig fast til forbipasserende, for i saften gemmer sig de mikroskopiske frø, der skal forme nye sjælemarker andre steder i Hjertet. Og eftersom kernerne er for tunge til at sprede sig med vinden – og ikke vækker interesse hos Hjertets dyrebestand – er stenfolk som transportmiddel den eneste mulighed.

Det har med tiden givet sjæleplanterne en skræmmende evne til at manipulere stenfolk. De lokker med deres lys, som kan skifte i intensitet og endda antage konturen af skikkelser. De lokker med deres søde duft, der er så fed, at den nærmest kan slikkes væk. Men værst er den lyd, de føder i forbipasserendes hoveder. En brummen er det vel nærmest, der slører tankerne og gør det svært at koncentrere sig. Og med tiden stiger den brummen i intensitet, om man er i nærheden af sjælekornet eller ej. Éns minder bliver blandet sammen. Éns omgivelser skifter karakter. På en eller anden måde evner sjælekornet at nå ind i folks inderste tanker. Og ad den vej evner de også – i hvert fald periodisk – at styre folks lemmer. Eller på mere snedig vis: at vise folk en forkert verden, der pludselig bringer dem midt ind i en sjælemark.

Man burde jo nok udrydde dem, er den oplagte indvending. Og man har skam også forsøgt. I gamle dage var der konger, der beordrede planterne nedlagt, alle som én. Men det var en svær opgave, når de udsendte vagter pludseligt hakkede på hinanden i stedet, uden at vide hvad de foretog sig. Og da stenfolket gradvist overspiste af Hjertets spiselige planter og dyrebestand, blev sjælekornet ligefrem et nødvendigt onde. For skallerne, der omgiver kernerne er den eneste spiselige næring, der er tilbage i Stenkroppen den dag i dag.


Sjælekorn er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler


Gå tilbage til leksikonet