Stenfolket – Organismer i en levende verden

”Folk var stille, forventningsfulde. Kun trommerne buldrede, indtil de også stilnede af. Stenkroppens leder trådte frem på sin platform og stirrede ind i Korndybets lyssøjle, som var det selve sjælegraven, der skulle tage imod hans ord og bære dem op til den almægtige vært.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Stenfolket er en betegnelse for de mænd og kvinder, der bor i Stenkroppen. De er intelligente individer, der behersker alt fra sprog og matematik til teknik og håndværk. Samtidig har de et stærkt følelsesmæssigt bånd til den verden, de bor i. De mener nemlig, at verden er levende, og at de pustede ekstra liv i den, da de ankom i et magisk frø for 1.270 år siden.

Som sådan er verden og dens indbyggere afhængige af hinanden. Det er stenfolkets opgave at passe på den almægtige vært og bevare dens organer, men det er ligeledes verdens opgave at sørge for de bedste betingelser for de organismer, der bebor dens indre. Det er gået nogenlunde, kan man sige. Verden består da endnu, og der er stadig omkring 15.000 stenfolk, der render rundt og betræder dens kød. Men stenfolket er kommet til at overspise af naturen, og det hellige Hjerte er skrumpet. Og samtidig har verden bevæget sig farlige steder hen i den mørke Baggrund. Der er fjender derude, og de flyver jævnligt ind og æder af stenfolket.

Kan man vende den negative udvikling? Det er man nødt til at tro på. Så stenfolket besøger kirkerne som aldrig før. De kæmper mod sjælekornets hvisken. De venter på, at kongen får talt verden til fornuft, når han på et tidspunkt skal rejse til Hjernen.

Imens render de rundt i deres respektive kvarterer i byen Maven, udfører deres arbejde, sender deres børn i skole og prøver at overholde de givne regler. Men ind imellem mister nogen tålmodigheden og begynder at drømme. Skønt Baggrunden virker til at være et dystert sted, bilder de sig ind, at den gemmer på nye muligheder. Og den ide er den farligste, man kan få.


Stenfolket er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler


Gå tilbage til leksikonet