Stenfolkets oprindelse – Da granitfrøet dalede

”Maleriet, der meget præcist tituleret hed ”Stenfolkets oprindelse”, bestod af tre sektioner – eller dissekerede udgaver af Stenkroppen om man ville – der alle bar det fællestræk, at verden var rund som en kugle og altså ikke lignede sådan en krop, man kunne betragte i et spejl.”

Citat fra fantasyromanen Korndybet af forfatter Tue Stengaard

Stenfolkets oprindelse har både en officiel historie – og en del uofficielle. Den officielle går på, at verden er et levende væsen, forstået på den måde at Stenkroppen er en stor og almægtig vært, der huser levende skabninger og natur i sit indre. Men skabningerne har ikke altid været der. Rejser man et par tusinde år tilbage, var der goldt i Stenkroppens indre. Grå bjerge, is og bare sletter. Verden var gået i hi og svævede søvnigt rundt i den mørke Baggrund. Men en dag fornemmede den noget. Noget gult svævede rundt i mørket, og Stenkroppen åbnede munden og slugte det. Det viste sig at være et granitfrø, og da det landede på det sted, hvor Maven ligger i dag, voksede det op og blev til den legendariske Granitnål, det højeste træ der nogensinde har eksisteret.

Og derfra gik det stærkt. For nøjagtigt 1.270 år siden begyndte træet at tabe sine enorme kogler, og da den første kogle åbnede sig, trådte kong Yama ud. Kort tid efter væltede dyr og planter ud af andre kogler og gik i gang med at forme vildnisset og den frodige natur. Inden for et år bestod Stenkroppens indre af floder, lysende planter, smukke huse og fornøjede stenfolk, der vimsede rundt. Ingen sne, ingen bare sletter. Stenfolket var blevet etableret, og Stenkroppen var mere i live end nogensinde.

Man kan så spørge – hvis man tør – hvordan stenfolket var i stand til at snakke og reproducere sig fra første dag af. Og hvordan de kendte til husbyggeri, jagt og landbrug. For det gjorde de ifølge de overleverede dokumenter.

Svaret ifølge præsterne er simpelt: Granitfrøet var allerede pakket med den slags informationer; det var en del af frøets organisme. Og mens Granitnålen voksede og stenfolket modnede inde i koglerne, foldede disse informationer sig ud.

Hvordan informationerne så havnede i granitfrøet til at starte med vides ikke. Måske stammede granitfrøet fra en anden verden, hvor man kunne udføre den slags ritualer. Måske findes der en endnu større sammenhæng, som et stenfolkehoved ikke evner at forstå.

Særligt modige folk kunne i den forbindelse pointere, at alle dokumenter fra kong Yamas tid havde nøjagtigt samme indhold: En beskrivelse af granitfrøet og dets udvikling. En lovprisning af kong Yama. En masse informationer om, hvordan man bør gebærde sig som stenmand og stenkvinde. Hvilket måske virker lidt spøjst. Hvorfor har man ikke fundet andre teorier? Andre levn? Bare et eller andet åbent synspunkt på tingene?

Tænk sig nu, hvis Stenkroppens historie er endnu ældre, er der nogen, der spørger. Tænk sig, hvis der ligger en hel epoke før kong Yama, der bare har fået sin historie destrueret.

Men folk, der stiller den slags spørgsmål, bliver ganske belejligt henrettet, som der altid har været tradition for.

Det har imidlertid ikke forhindret vovede lærde i at præsentere deres egne teorier om stenfolkets oprindelse gennem tiden. En dialog mellem Shahid og Elina nævner nogle af dem.

Stenfolkets oprindelse (den officielle historie) er på smukkeste vis blevet til et maleri på det kongelige bibliotek – et værk det tog kunstneren 15 år at fuldføre.


Stenfolkets oprindelse er blot en lille del af den spændende bog Korndybet. Læs mere om bogen her:


Relaterede artikler


Gå tilbage til leksikonet