Genforening med Hjertet – Elinas flugt

Det her er et uddrag fra fantasyromanen Korndybet. Du kan læse mere om bogen her.

De efterfølgende dage blev luften lettere, mere spiselig. Man kunne nøjes med at tage et lille sip og stadig tilfredsstille lungerne mere end sædvanligt. Betændelsen, der i så lang tid havde præget Elinas indre, rev sig fri og farvede sneen gul og rød. Men jo mere, hun hostede, des mere mærkede hun sin krop igen – som løb der tusindvis af små skabninger rundt og reparerede alt det ødelagte. Syren i luften aftog. Først gjorde det ondt, da huden fik lov at hele. Derefter følte hun sig langt mere holdbar.

Der var stadig koldt, mest af alt fordi der blev ved med at mangle de vægge, hun frygtede ville indhente dem. Om natten overlevede de ved at vikle sig ind i Stemmens klude, så stramt at Kamal var ude af stand til at bevæge en finger. Og om dagen bandt hun kludene omkring deres hænder og fødder, så lemmerne ikke smuldrede væk.

Først nær foden af bjerget blev det mildere. Orange hænder skød frem i mørket, trak dem nærmere og fyldte dem med varme. Varmen stammede fra noget, hun i fem år havde drømt om, men som hun havde frygtet aldrig at skulle opleve igen: glittertræer, tusindårige vækster der var i stand til at forvandle sne til regn, så midten af Stenkroppen stadig bevarede noget af sin frodighed.

Hvor var det dog underligt at svede igen uden først at have været oppe at slås.

Under glittertræerne bredte sjæleplanterne sig som et ulmende tæppe. Planterne, der havde givet farmand sine rødkantede pupiller, så fredsommelige ud på afstand, men hun var udmærket klar over, hvad de var i stand til; hvordan de påvirkede hver eneste stenmand og stenkvindes tanker for til sidst at fylde staklernes hoveder med en skæbnefuld sang, der overdøvede enhver modvilje.

Men hvor havde hun dog samtidig savnet deres glød. Den måde, hvorpå de lyste vildnisset op og afslørede stenformationer, matte træer og buske. Lyset drog på ture ind i lavtvoksende skove og snoede sig ad små stier ud på den anden side. Andre steder tabte det til sandet, og mørket tog over igen.

Det var nøjagtigt, som hun havde håbet, måske endda endnu smukkere. De havde nået Stenkroppens Hjerte.

Belønningen var kærlighed. Verden puttede dem under et glittertræ, hvor den havde gjort buske klar, så de kunne ligge i skjul. Den lod endda Kamal falde i søvn øjeblikkeligt, krummet sammen i fosterstilling omkring den varme stamme. Og derefter handlede det ikke så meget om flugten og drømmene om at genvinde det tabte. Gemt her, midt i alt det liv, følte hun sig overmandet af noget, der var meget større. Nydelsen af at være til stede, måske, for første gang en oprigtig glæde ved at sidde stille.

Foran hende vajede sjæleplanterne så mildt under Stenkroppens dyne. Markerne ville på alle andre tidspunkter have forsøgt at indtage hendes tanker, men planterne var måske for trætte til at hviske, og hun var i hvert fald for tilfreds til at gide at lytte. Hun søgte instinktivt sin fars hånd og var ligeglad med, at den var slap og manglede fingre. Først nu følte hun sig fri, tømt for bekymringer og med en lyst til bare at lytte til skjulte dyr, der fløjtede og summede, gnækkede og brummede.

”Det skal nok gå, farmand,” sagde hun og var sikker på, at Kamal smilede.