På arbejde i Ovnen – Tulasis skæbne vender

Det her er et uddrag fra fantasyromanen Korndybet. Du kan læse mere om bogen her.

I Ovnen var opfinderen Tulasi på vej op til kontrolrummet, klar til at aflevere dagens rapport. Der var ikke noget usædvanligt i den. Jernbæltet førte sjælekornene ind i kornbrænderen med punktlig rytme. En antændt glitterstamme lå og ventede, og mødet mellem de to fænomener fødte de lyde, man altid kunne høre i ovnhallen. En syden og hoppen – og ind imellem en poppen, når den spiselige skal omkring frøene sprang af og resten fordampede. Det eneste, der havde krævet en bemærkning, var en mindre revne i kornbrænderens flammesikre isolering.

Med hovedet begravet i papirblokken snublede han ind til sin chef for at videregive informationen.

Chefopfinderen Mamata stod med ryggen til, lænet op af det store vindue hvorfra man kunne inspicere hallen. Hun vendte sig ikke om, da han smækkede døren i. Heller ikke da han rømmede sig.

Han tænkte, at hun måske var optaget af opfinderne, der vimsede rundt med deres værktøj nedenfor, men jo mere, han undersøgte refleksionen i glasset, des mere virkede det til, at hun stirrede lige ud i luften, ud på de begivenhedsløse jernplader, der udgjorde loftet.

Du er blevet gammel, chef, tænkte han – og bemærkede for alvor, hvor dybe furerne i hendes ansigt var blevet. Hendes øreringe havde trukket et langt stykke brusk ned til skuldrene. Piercingen mellem øjnene havde bosat sig i en hule bag hendes pandefolder, og næseringen var på vej forbi hendes læber.

Men der var også noget, han ikke rigtig kunne forklare. Det var som om, at hun virkede… tabt. Var det ikke det, det lignede? Som var hun ved at forsvinde et helt andet sted hen.

Efter smertelig lang tid åbnede Mamata endelig munden. ”Dagens rapport,” sagde hun uden at vende sig. ”Er der noget, vi skal være opmærksomme på?”

Det var altid det samme spørgsmål, og som på enhver anden dag svarede Tulasi, ”Ikke noget, vi ikke kan justere.”

”Godt.” Mamata holdt en pause. ”Sig mig, hvor gammel er du egentlig?”

”Hvor gammel?” Han rettede blikket mod de to kvinder, der sad ved siden af chefopfinderen og havde travlt med at hive i håndtag og dreje på knapper.

”Femogtredive,” sagde han forundret.

”Og du har kone og børn?”

”Ja.”

”Det var en skam.”

”Ja, jo… det tænker jeg da også ind imellem. Sådan en familie kræver mere, end jeg havde regnet med.”

”Åh, Tulasi, du er så bogstaveligt anlagt.” Mamata vendte sig om. ”Jeg prøver bare at udtrykke sympati for din familie, noget jeg – indrømmet – ikke har særlig meget forstand på. Det er så uhensigtsmæssigt, at tingene skulle udvikle sig på den her måde.”

”Hvad mener du med sympa… ”

Han blev afbrudt af en dør, der sprang op. En mand trådte ind, klædt i sort læderkåbe, sorte støvler og sorte handsker. På hovedet bar han en forvokset maske, der virkede en anelse upraktisk at rende rundt med, og som måtte have fået ham til at støde ind i en overligger eller to på vej herop. Det var hovedet af en skyggekæmpe, snekæmpens kødædende slægtning, der var blevet udhulet og nu sad på toppen af en mand og svøbte hans hage ind i to sæt opspilede dyrekæber, gemte øjnene bag fire tætsiddende vinduer og prydede nakken med en lang, sort manke.

Den fremmede gjorde Tulasis forvirring komplet, især da manden, uden at introducere sig, stillede sig i midten af rummet og hev en overdimensioneret sprøjte frem fra bæltet. Han lod de fire kæmpeøjne glide rundt på kontrolpaneler, borde, værktøjer og lamper, og af en eller anden grund blev han særligt træt af kontrollørerne, der stadig sad på deres stole og kun sendte ham halve blikke. Sprøjten skiftede hånd, og kanylen fungerede som en forlænget finger, han kunne bruge til at understrege et i forvejen simpelt budskab.

”Skrid.”

De to kvinder kiggede på Mamata. Så kiggede de på hinanden, trak på skuldrene og satte instrumenterne i hvileposition.

Da de var gået, placerede manden den forlængede finger i bæltet og hilste på Mamata. ”Jeg går ud fra, at det er den der idiot, det drejer sig om?”

Tulasi kiggede sig omkring. Det eneste, han fandt i diverse metalliske refleksioner, var sit eget hoved, pakket ind i firkantede briller, usædvanligt lyst hår og et lidt mørkere overskæg.

”Hvem er det, I hentyder til?” spurgte han.

Den fremmede løftede en knytnæve op i luften. ”Du skal ikke være fræk, din baggrundsorienterede fedtblære. Vil du have en på siden af hovedet med det samme?”

Tulasi stirrede forskrækket på Mamata.

Chefopfinderen sukkede. ”Hvis det endnu ikke er gået op for dig, så er det her kornbødlen. Han er kommet for at stille dig et par spørgsmål og højst sandsynligt torturere dig.”