Springernes aften – Et væddemål om sjæle

Det her er et uddrag fra fantasyromanen Korndybet. Du kan læse mere om bogen her.

”Vær hilset, mine venner,” begyndte kornmesteren. ”Ved denne Mavens navle, hvor Granitnålen efter sigende spredte sine grene og fødte den første, store vigtigmand…”

Han lod som om, at han så forskrækket ud. ”Jeg mener konge! Vores højtelskede førstekonge, Yama, hvis toogtyvende efterfølger, Darshan, sidder déroppe og våger over os med sin udprægede retfærdighedssans.”

Han rettede en klapsalve i retning af slottet, og en mekanisk række klap fulgte efter.

Kornmesteren nikkede for sig selv. ”Ja! Æret være kong Darshan, der straffer de omstrejfende, og som i stedet tillader os en meget bedre flugt, når vi bliver trætte af det hele. Det er bare at lade sig falde i Dybet og begynde at drømme. Og nu er det ikke for at lokke, men drømme kan jo være et interessant sted at flytte hen, når byen lige er blevet gennemtæsket af flyvende mordere. Er der nogen, der har lyst til at drømme med?”

Publikum grinede nervøst. Kornmesteren drejede sin fingerring, som ledte han efter inspiration i farvespillet. Så plaprede han videre om planternes magt og folkets mangel på samme, alt imens han kærtegnede sin læderpung, der snart ville klinge så behageligt af velstand.

Da han efter guderne vidste hvor lang tid blev træt af at høre på sig selv, løftede han en finger op til munden.

Spillet var officielt i gang.

Der gik et helt kvarter, hvor der ikke skete en skid. Publikum ventede i spændt stilhed. En håndfuld snefnug dalede fra Stenkroppens Hud. Men lige da kornmesteren skulle til fortsætte sine skrøner, skete der noget. En mand begyndte at skubbe til de nærmeste tilskuere. En kvinde bad ham om at tage den med ro. Og da han endelig accepterede hendes opfordring, placerede hun det mindste af sine to børn i favnen på ham.

”Vi skal hjem nu, Tarak.”

Manden – et stort brød af en vagt – stirrede på barnet, som var det en mærkværdig opfindelse, han ikke helt fattede, hvordan han skulle betjene. Så stirrede han på Korndybet.

Øjnene blev store. Kæften snørede sig sammen. Det var en grimasse, folk havde set før, og en spilleglad rigmand tog straks chancen. 10 sølvstykker proklamerede, at den første springer ville blive den kære Tarak.

Kornmesteren nikkede fra sin tårnstol. ”Så er vi sørme i gang, små venner. Men lad os lige tænke efter. Er der mon en smule vilje tilbage hos vores store, mægtige vagt? Og er der mon slet ikke nogen, der hepper på de stakkels børn?”

En fornærmet gruppe krigere talte deres mønter. De slog sig på brystet og satsede 15 sølvstykker på, at manden ville nå at komme til fornuft.

Kornmesteren accepterede deres indsats med en bemærkning om, at staklen havde venner, og at 15 sølvstykker åbenbart var prisen for et venskab.

Ingen andre ønskede at hæve beløbet, så mesteren lukkede puljen og indledte nedtællingen i samme stund, som at manden slap barnet og begyndte at råbe.

Kvinden samlede den lille dreng op, hendes kinder blanke af tårer. Hun greb fat i mandens bælte, trak så hårdt hun kunne, men han begyndte at gå, selv med familien klyngende sig til hans ben. Og da publikum blotlagde vejen for ham, sparkede han sine kære væk og satte i løb.

Sahana havde det fulde overblik fra den royale platform. Hun så manden springe så højt og langt, at han næsten nåede helt ind i midten af den røde sø.

Da han ramte Korndybet, kørte hans arme rundt som skovle. Kornboblerne sprang i hans mund og slukkedes. Han grinede, mens hans familie græd. Han blev ved med at grine, indtil ansigtet langt om længe dykkede ned under overfladen.

For en stund stirrede alle op i den røde lyssøjle, som blev hans sjæl løftet op i skyerne og ud i Baggrunden, endelig fritaget for en udmagret verden.