Om forfatteren

Om forfatter Tue Stengaard

Forfatter Tue Stengaard - En reserveret mand

Tue Stengaard er en reserveret mand. Han tænker alt for meget, har alt for mange planer og alt for lidt tid. Men en sjælden gang imellem glor han ud ad vinduet og nyder solen. Det er flot, tænker han. Måske skulle man drikke en øl.

Men Tues mave kan ikke tåle øl. Han får kløende eksem, selvom han sjældent drikker. Og han får rigtig ondt i hovedet.

Øllene prøver at fortælle ham noget. Det er han overbevist om. Han ved ikke, hvad det er, men det er vigtigt. Måske handler det om balance. Måske handler det om at finde en ligevægt i tilværelsen, hvor der er plads til det hele.

Måske handler det bare om at få malet det skur, der sådan trænger til at blive malet.

Tue er i tvivl om, hvorvidt han kan lide at være voksen. Jo mere voksen, han bliver, des mere kommer han i tvivl.

Engang var der noget fandenivoldsk over ham. Ikke hver dag, gudskelov, men en gang imellem. Han kunne blive grebet af ideer, af andre mennesker, af lysten til at udføre et projekt i fællesskab med en naiv overbevisning om, at det kunne være med til at forbedre verden. Han elskede den følelse. Han ville have mere af den.

Så Tue kastede sig over at skrive bøger. Det var en af de mange beslutninger, Tue tog, som folk omkring ham kæmpede for at forstå. Men det var svært, når Tue knap nok forstod det selv.

Han forsvandt ind i sig selv, forvandlede sig til et mysterium. Men han var overbevist om, at balancen vendte tilbage, når han engang fik skrevet en bog færdig. Når han var nogenlunde tilfreds med projektet. Når han turde vise verden, hvad han havde arbejdet med.

SÅ ville han blive fandenivoldsk igen.

Og da Tue blev færdig med fantasyromanen Korndybet fik han ret. Stædigheden gav pote. Alle andre tog fejl, og Tue vandt. Det føltes lidt barnligt at se det på den måde, men det var netop den form for barnlighed, Tue havde ledt efter i så mange år.

Én ting er at være mærkelig over for sine omgivelser, tænkte han. En anden ting er at være vedholdende mærkelig. Det første bliver uinteressant efter lidt tid. Det andet gør lige så stille verden mere vanvittig. For folk bliver i tvivl. De begynder at stille spørgsmål ved deres egne vaner. For hvis nogen kan være mærkelig i så lang tid, må der jo være en mening med det.

Det er der ikke. Og det kan Tue godt lide.